Mor og datter var hjemløse i Holte i to år

"Jeg fortæller ikke min historie, fordi folk skal have ondt af mig. Tværtimod. Jeg har også min del af ansvaret. Jeg fortæller den for at gøre opmærksom på den akutte boligmangel, som flere borgere er ramt af."

49-årige Susanne Andersen gør meget ud af at understrege, at hun ikke vil fremstilles som en stakkel, da vi runder interviewet af på Holte Havn. Og det virker heller ikke som om, at denne kvinde blot fisker efter medlidenhed og nemme løsninger. Men hendes historie understreger i hvert fald udtrykket: "En ulykke kommer sjældent alene".

Vi skruer tiden to år tilbage. Susanne Andersen bor på daværende tidspunkt sammen med sin dengang syv-årige datter i en bolig i Holte. En bolig, hun lejer af en privat udlejer. Trods sin uddannelse som afspændingspædagog og flere ansætteler er hun ikke i arbejde på dette tidspunkt, da hun kæmper med sin genoptræning efter et formodet Borrelia-angreb, der delvist lammede hendes krop.

Datteren går i skole i Holte, hvor hun stortrives både fagligt og socialt. Familien er dog hårdt ramt af sygdom. Selv døjer Susanne med voldsomme astma-anfald, ligesom datteren lider af kronisk hovedpine.

Susanne har mistanke til, at sygdommen kan skyldes skimmelsvamp, og efter en drøftelse med udlejer bliver boligen undersøgt. Dommen er klar. Boligen er så hårdt angrebet af skimmelsvamp, at familien bør flytte med det samme.

I god tro søger familien derfor videre til en ny bolig. Susanne og datteren finder et møbleret hus i Vedbæk, som de kan leje i syv måneder. Men herfra slipper heldet op. Ejeren af den skimmelramte bolig vælger at rive det svampe-befængte hus ned, og familien kan dermed ikke vende tilbage til deres tidligere omgivelser.

Susanne henvender sig derfor til Rudersdal Kommune for at blive skrevet op på ventelisten til en lejebolig.

"Men her fik jeg at vide, at så længe jeg havde tag over hovedet, kunne jeg ikke blive skrevet op, også selvom det var en midlertidig bolig."

På egen hånd søger hun derfor efter en ny bolig. Det lykkes ikke, og da lejemålet ophører efter de syv måneder, pakker hun sine sparsomme ting sammen og flytter sammen med sin datter på en campingplads.

I løbet af foråret og sommeren 2015 bor den lille familie fortsat på campingpladser, ligesom de får husly på gæsteværelser hos venner og bekendte. Det er vigtigt for Susanne, at hendes datter kan fortsætte sin skole. Og selv fortsætter hun boligjagten.

"Meldingen fra kommunen er hele tiden, at der ikke er nogen ledige boliger," forklarer Susanne og fortsætter:

"Boligmanglen i Rudersdal er på sit højeste. Vi gør hvad vi kan i kommunen for flygtninge, hvilket jeg tager hatten af for. Når man kommer med posttraumatisk stress til et fremmed land er det altafgørende, at der er mulighed for at finde en tryg base at regenerere i. Det medfører bare ét stort problem, at vi er så generøse: Vores egne borgere som uheldigvis er landet på gaden, forbliver hjemløse, da der ingen ledige boliger er at finde og ingen hjælp at hente fra kommunen."

I sommeren 2016 har Susanne og datteren fortsat ikke fast tag over hovedet. Det tærer på forholdet mellem mor og datter.

"Jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg skulle stå som 50-årig uden job og bolig. En del af det er jo også min egen skyld, idet jeg eksempelvis ikke har haft en opsparing. Men det hele bider bare sig selv lidt i halen."

Det tærer på hende at være hjemløs og udstødt af samfundet. Men alligevel finder hun overskuddet til at kæmpe videre. Hun har særligt sin datter i tankerne.

"Jeg har flere gange tænkt, at så flytter vi til en anden kommune, hvor det er nemmere at få en bolig. Jeg har haft mange snakke med min datter om det, men hun er så glad for sin skole i Holte, og vil ikke væk derfra. Hun har i forvejen fået revet sit hjem og sin trygge base væk, og jeg kan ikke nænne at fjerne hendes skole også. Jeg bliver nødt til at sætte alt ind på at finde en bolig her, så længe jeg overhovedet har kræfterne til det," slår Susanne fast.

Langt om længe ser det ud til at lysne i Holte-borgerens tilværelse. Hun er nu blevet tilbudt en bolig igennem et lokalt boligselskab, og samtidig har hun fundet arbejde på nedsat tid. Men de to år på gaden har haft sin pris.

"Jeg er stærk og har overlevet to års hjemløshed sideløbende med smerter og sygdom, men det har en pris at være udsat for alvorlig stress. Jeg er blevet 10 år ældre på de to år. Og jeg har mistet tilliden til, at Danmark er et trygt sted at bo. Godtnok falder her ikke bomber, men der er absolut ingen hjælp at hente, når uheldet er ude og man mister alt," fortæller Susanne Andersen.

Susanne Andersen er et opdigtet navn, da kvinden ønsker at være anonym af hensyn til hendes datter. Kvindens sande identitet er redaktionen bekendt.

Læs mere om sagen på side 6