Mød 11 lokale forfattere på biblioteket i kulturnatten

Ikke færre end 11 lokale forfattere inviterer indenfor i Forfattercafé på Birkerød Kulturnat.

Journalist Hans-Georg Møller, også kendt som Gorm, interviewer forfatterne og præsenterer de forskellige indslag. Det hele foregår i Store Sal på Hovedbiblioteket kl. 17-21.

Der vil både være krimier, romaner, fantasy, fotobøger, digte og havebøger på programmet, når de lokale forfattere præsenterer deres værker i forfattercafeen.

"Vi læser op, bliver interviewet, viser billeder, og i løbet af aftenen vil der være lodtrækninger om vores bøger, fortæller Lotte Dalgaard," der selv skriver krimier og interviewbøger.

Hans-Georg Møller, kendt fra tv-programmer som 'Lørdagskanalen' og 'Hvornår var det nu det var' på DR, er konferencier til arrangementet.

Hans kone, operasangeren Kirsten Vaupel, præsenterer sine to kvinderomaner, og på den måde kommer ægteparret til at fejre Gorms 74 års fødselsdag på Kulturnatten.

"Jeg ser frem til at fejre fødselsdag i et åndrigt selskab under hyggelige former," siger Hans-Georg Møller.

Der vil være mulighed for at sidde med en kop kaffe/te og kigge i bøgerne, få en snak med forfatterne og købe signerede eksemplarer af de mange forskellige bøger med hjem.

De 11 forfattere

Birgitte Baadegaard, roman og fagbøger

Lotte Dalgaard, kriminalromaner og interviewbøger

Svend-Erik Engh, historier

Nina Ewald, havebøger

Ulrik Grabowski, digte

Nina Vad Holtum, domestic noir romaner

Lars Liebst, roman om adoption

Britt Lindemann, fotobøger

Nina Movin, historisk roman

Marie-Louise Rønning, fantasyromaner

Kirsten Vaupel, kvinderomaner