Venstre skal have ny formand

Som varslet af Venstres fungerende formand Flemming Petersen indkaldes partiets medlemmer nu til ekstraordinær generalforsamling. Det besluttede vælgerforeningens bestyrelse torsdag aften, skriver DAGBLADET Stevns fredag.

Generalforsamlingen finder sted tirsdag 4. oktober kl. 19.00 i Strøbyhallen - i samme lokale, som et snævert flertal af medlemmerne i sidste uge genvalgte Mogens Haugaard som partiets borgmesterkandidat imod bestyrelsens anbefaling.

- Her vil der være tre punkter på dagsordenen: Valg af formand, valg af bestyrelse og valg af suppleanter, oplyser Flemming Petersen.

Han genopstiller ikke som formand.

- Det er en naturlig konsekvens af, at jeg så forkert i min anbefaling af borgmesterkandidat, siger han.

Medlemmerne får herefter mulighed for at vælge en ny bestyrelse. Flemming Petersen har tidligere oplyst, at bestyrelsen »træder tilbage«, såfremt dens forslag til borgmesterkandidat: Martin Steen Andersen ikke blev valgt. Efter opstillingsmødet har han nuanceret denne udmelding:

- Jeg har sagt flere gange, at bestyrelsen stiller sine mandater til rådighed. Heri ligger, at alle er på valg, og så er det op til medlemmerne at sammensætte den nye bestyrelse. I princippet kan et nuværende bestyrelsesmedlem således godt genvælges, hvis han selv vil, og medlemmerne ønsker det, siger Flemming Petersen.

Borgmester Mogens Haugaard sagde i et interview i DAGBLADET torsdag 1. september, at han er åben over for, at nuværende medlemmer af bestyrelsen kan genvælges.

- Nu skal vi videre. Jeg har noteret mig, at bestyrelsen vil træde tilbage, hvis jeg vandt valget. Derfor har jeg set mig om efter nogle relevante emner til bestyrelsen. Det er vigtigt for os at få samlet en bestyrelse med en stærk formand og med medlemmer, der repræsenterer begge fløje i partiet. Vi står med en splittelse, som vi skal have helet, og derfor kan der godt være tale om en genvalg fra den afgående bestyrelse. Nu udstikker vi en kurs frem mod næste valg, og derfor har vi ikke råd til mere grøftegraveri, sagde Mogens Haugaard i interviewet.