Budgetslagsmål venter forude

I weekenden tager byrådet på budgetseminar for at forhandle sig frem til en aftale om de kommende års budgetter. Borgmester Jørgen Johansen (K) fremlagde i sidste uge sit oplæg til et budget, og at dømme efter reaktionerne fra de partier, som står udenfor den nuværende budgetaftale, virker det som en stor - for ikke at sige umulig - opgave at lave en bred aftale i år.

- Alt i alt ser Nye Borgerlige frem til et problematisk forhandlingsforløb, siger John Jensen, som kalder borgmesterens oplæg for »et oplæg med huller i osten«.

- Borgmesteren prioriterer desværre migranter og prestigebyggerier frem for kernevelfærd. Det er vigtigt at udvikle kommunen, men efter vi i de seneste år har investeret langt over 100 millioner i idrætsanlæg, og et smalt flertal har valgt 2+2-skolemodellen, så kunne man håbe, at borgmesteren havde fundet det essentielt at prioritere den nære kernevelfærd og ikke nye idrætsinvesteringer, siger han til Frederiksborg Amts Avis.

Også Socialdemokraterne mener, at borgmesteren prioriterer tingene i den forkerte rækkefølge. Fordi vækst, udvikling og nye borgere kræver, at kommunens børneinstitutioner og skoler har en høj kvalitet.

- Et moderne børnehus i Blovstrød burde være en selvfølge. Men hvis borgmesterens forslag til kommunens nye budget bliver til virkelighed, så skal både nye og »gamle« børnefamilier vente fire år på det. Borgmesterens forslag betyder, at nye børnefamilier skal trækkes til Blovstrød med et budskab om, at deres børn formentlig skal passes i Lillerød by, indtil deres nye kommune har prioriteret at bygge i Blovstrød, siger gruppeformand Miki Dam Larsen.

SF's Nikolaj Bührmann mener ligefrem, at borgmesterens oplæg til budgettet var »skræmmende læsning«.

- Budgettet betyder helt konkret, at der i en årrække skal passes adskillige Blovstrødbørn i andre dele af kommunen. Samtidigt kan fritidsklubben i Blovstrød se frem til en uønsket skæbne på Blovstrød skole, der kommer til at kæmpe med at finde plads til egne aktiviteter. Borgmesteren mener desuden at såvel dagtilbud og klub kun skal udvikles, såfremt der skaffes penge ved jordsalg. Men til idrætsinvesteringer er pengene allerede fundet i borgmesterens budget, siger han.

Jørgen Johansen forholder sig dog positiv forud for forhandlingerne.

- Jeg glæder mig til at høre, hvad der er af mangler i mit oplæg, og jeg er klar til at lytte, hvis der er nogle, som har bedre forslag. De eneste krav er, at vi skal overholde servicerammen, holde os til 1,3 procents besparelser og holde skatten i ro, siger han men understreger, at en økonomi i balance er altafgørende.

- Vejen er klar. Vi ved, hvad vi vil. Økonomien skal være i balance. Betyder det, at vi ikke har alle 21 med, er det den pris, jeg må betale for at holde os på den vej.