Hvad tænker de dog på? Drenge kastede æbler efter biler fra bro i Gilleleje

DRENGESTREGER Nordsjællands Politi betegner det som drengestreger, at en flok teenagere fredag aften ved 20-tiden gav sig til at kaste æbler efter en personbil, der passerede under broen på Parkvej i Gilleleje. Der skete ikke skade på hverken anmelderen eller bilen. Men, understreger presseansvarlig Henrik Suhr, det er ikke hensigtsmæssigt at kaste med ting mod biler fra broer. Det har flere sager i den sidste tid - én med ulykkelig udgang - vist med al tydelighed. Derfor udsender den presseansvarlige en advarsel mod at gøre netop det.

I sagen fra Parkvej var det så kun er æbler, der blev kastet med, og dermed rubriceres hændelsen som drengestreger.

"Det ser vi hvert eneste år, og så længe det kun er æbler og der ikke sker noget, tager vi det forholdsvis roligt," siger han og gentager, at det absolut ikke er hensigtsmæssigt.