Storbrand: Træpillelager i flammer

Østsjællands Beredskab sendte forstærkninger til Køge tidligt fredag morgen, da der udbrød brand i træpillefabrikken Blue Point Pellet Danmark A/S på Køge Havn.

- Branden opstod, fordi et transportbånd var kørt så varm, at der gik ild i det. Ilden spredte sig så hurtigt til lagerhallerne, hvor der lå 10-12.000 tons træpiller opmagasineret. Det er altså meget brandbart materiale, og da Junckers også ligger tæt op af disse lagerbygninger, turde vi ikke tage nogen chancer. Det blev altså hurtigt til en større udrykning, hvor der blev sendt forstærkning til Køge, fortæller Martin Bjerregaard, kommunikationsrådgiver ved Midt- og Vestsjællands Politi.

Brandvæsenet kæmpede med flammerne i 2,5 time, før de kunne melde, at branden var under kontrol. Det lykkedes at inddæmme brandudviklingen, før branden spredte sig fra lagerbygningerne, ligesom der ikke noget at gå brand i hele lagerbeholdningen af træpiller.

- Det må siges, at der er gjort et rigtig flot stykke brandslukningsarbejde, for der var rigtig meget materiale, der kunne være futtet af og have skabt en endnu større brand. Den sidste melding, politiet har modtaget er, at der er et par timers slukningsarbejde endnu, oplyser Martin Bjerregaard klokken 08.35 fredag morgen.

Han tilføjer, at branden af naturlige årsager medførte meget stor røgudvikling, men at vinden går i syd-østlig retning, hvorfor røger driver ud over havet.

- Der var altså ingen røg til morgenmaden hos de borgere, der bor i den nordlige del af Køge, siger Martin Bjerregaard.

Politiet betegner umiddelbart branden som »et hændeligt uheld«.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...