De bygger det moderne forsamlingshus

- Det er det moderne forsamlingshus, hvor alle kan komme og alle kan være med.

Sådan siger Kim Wolf om det sted, han og kæresten Louise Frederiksen er ved at indrette på Frændekilde i udkanten af Ørby.

Gården ligger lige der, hvor landbyen slutter og markerne begynder - og parret, som flyttede til Ørby for ti år siden, havde haft et godt øje til stedet meget længe, da handlen for et år siden endelig faldt i hak.

Frændekilde var indtil da ejet af Jørgen Ib. Hans bedsteforældre havde bygget den i starten af 1900-tallet og for otte år siden bankede Kim Wolf på hans dør.

- Du har min drømmegård. Og jeg ved godt, jeg kommer fra København - men hvis du en dag har lyst til at sælge, så er jeg her, fortæller Kim Wolf om det første møde med Jørgen Ib, der stod foran laden i sin kansasoverall med tommelfingrene indenom smækken.

- Til jul blev jeg så inviteret over på galopkringle og kaffe - og sådan gik det i mange år - faktisk havde vi næsten opgivet og var begyndt at kigge et andet sted. Men så for et år siden ringede Jørgen Ib »Nu er det din tur« sagde han.

Og det er det så. Frændekilde er ved at genopstå - som ny og så alligevel gammel.

Man kunne have valgt at rive hele den gamle gård ned - det havde der været bedre økonomi i, siger Kim, men parret Kim og Louise har i stedet valgt at bevare det oprindelige.

- Vi elsker de gamle strukturer og de stemninger, der er, siger Kim Wolf og peger mod de enorme spær op til det, der engang var høloft.

I sammenhæng med det enorme rum, der engang var maskinhal, ligger en udbygning, som bliver til butik. Her har alt været pillet ned, hver en sten, renset og bygget op igen - og de gamle smadrede, men nu istandsatte staldvinduer isat.

Kim Wolff forklarer, at det vil være færdigt til efteråret - de venter på svar fra blandt andet fondsansøgninger fra Real Dania -. og så har han selv lagt »forfærdelig mange penge« i det.

Foruden det p.t. hårde fysiske håndværksarbejde på Frændekilde, ejer og driver Kom Wolf en stor københavnsk frisørsalon, Kibo. Kæresten Louise Frederiksen har grundlagt - og senere frasolgt - børnetøjsmærket Molo og er i dag dels engageret med håndarbejde - dels har de to tilsammen fem børn plus en syrisk flygtningedreng, som Louise blev værge for, da han endnu ikke var fyldt 18.

På Frændekilde bygges rum til konferencer, køkkener til undervisning og værksted til Louise. Dette kan blandt andet bruges til workshops. Luise har netop udgivet en strikkebog på Politikens forlag (»To pinde og en snor«) og gården skal blandt andet danne rammen om kunsthåndværk workshops.

Foruden håndarbejdsworkshops bliver noget af det store Mad - kurser for voksne og børn og par og foreninger og arbejdspladser. Det vil ske i samarbejde med Nikolaj Juel, som blandt andet har arbejdet for Jamie Oliver, på River Cafe og i Aarstiderne. Han er jagtkammereat med Kim Wolff og de to vil satse på det, de nedlægger og fisker og alle de gode urter fra markerne.

Foruden madkurser skulle her meget gerne blive børnetater, yoga, en cafe (»jeg har ikke fået lov endnu«,) og værelser, der kan udlejes til kunstnere og idemagere, som søger den ro og stilhed og inspiration, som er lige udenfor.

- Men det hele handler om og bygger på samvær, siger Kim Wolf.

- Gården skal være kilden til fællesskab, læring og balance. Et generøst, moderne forsamlingshus. Og så skal det meget gerne være for alle. Ikke bare dem fra Vejby eller Ørby eller Tisvildeleje. Der er så mange gode mennesker, der går hver sit sted og laver noget. Vi vil gerne binde de områder sammen, der er heroppe.