Spis og drik på kirkejord

Vejret i går onsdag var fuldstændig perfekt til at gøre det rustikke udendørs serveringsområde foran Korsør Madmarked på Kirkepladsen helt færdigt med boring af huller i dåser til blomsterudsmykning og opsætning af blomster.

Et årstid har apotekerparret Peder og Kirsten Harboe brugt for at få de nødvendige tilladelser.

- Det er kirkens jord, men det vidste menighedsrådet ikke. De havde dog intet imod, at vi indrettede et serveringsområde foran Korsør Madmarked. De kommunale tilladelser er nu kommet på plads, men der er også gået et år, siger apoteker Peder Harboe til Sjællandske.

Hans kone Kirsten håber, at mad og drikke udendørs lige foran Skt. Povls Kirke også bliver populært blandt turister og dermed skaber mere liv i bymidten

- Om vinteren er det meningen, at bordene og bænkene skal skrues fra hinanden og fjernes. Vi har søgt at sikre os mod natlige påkørsler ved at sætte reflekser på, siger Kirsten Harboe.

I går var hun for en stund blomsterpige, da hun satte blomster i dåser skruet fast på pallerne, der udgør hegnet. Bænke og borde er fremstillet af såkaldte trætraller, der buges på stilladser.

Hele serveringsområdet er bygget af genbrugsmaterialer. Det er Vemmelev Tømrerforretning v/ Erling Andersen, der har idéudviklet og skruet det hele sammen.