Blovstrød Kirke har solgt jord til Land Development A/S

Blovstrød Kirke har netop solgt sine jorde på vestsiden af Kongevejen til Land Development A/S. Dermed har to nye byggefelter - kaldet B.3 og B.4 - i det nye Blovstrød fundet en investor. Land Development vil opføre rækkehuse og villaer.

De to partnere fra Land Development, Søren Due Hansen og Jonas Berthelsen, siger til sitet Alt Om Blovstrød:

"Grundlaget for aftalen er bl.a. den af Allerød Kommune udarbejdede rammelokalplan, som nu skal viderebearbejdes til en egentlig lokalplan for de to byggefelter. Vi mener, at kirkegrundens beliggenhed er helt unik for området med et kuperet terræn, som svagt skråner mod syd-vest og som bebyggelserne skal indpasse sig under. Skøn placering i grønne omgivelser og stadigvæk utrolig bynært, med mindre en 1,5 km til S-togstationen."

Søren Due Hansen og Jonas Berthelsen fortsætter:

"Vi finder, at grundarealet er meget centralt placeret i forhold til de eksisterende faciliteter som skolen, kirken, børneinstitutionen, svømmehallen og Blovstrødhallen med indendørs og udendørs aktivitetsmuligheder. Også den nye Allerød Privatskole ligger tæt på den nye bebyggelse."

Indkøbsforholdene bliver ligeledes 'lige uden for døren', idet man i langt de fleste tilfælde vil benytte Østre Teglværksvej ud til Kongevejen, skriver Alt Om Blovstrød og fortsætter:

'Den kommende bebyggelse bliver i det nord-østlige hjørne nabo til Rema 1000, hvilket også er i den ende af bebyggelsen, hvor der bliver seniorboliger - så adgangen bliver nem.'

Søren Due Hansen oplyser, at B.3-byggefeltet primært er tænkt til familieboliger og ældreboliger i rækkehuse i et og to plan.

"Det ligger i læ for Kongevejen bag den eksisterende bebyggelse. B.4-byggefeltet vil derimod blive udlagt som villagrunde, og vi forventer en salgsstart af parcelhusgrundene omkring efteråret 2016. Det kommende salg kommer til at ske gennem en lokal ejendomsmægler," siger Søren Due Hansen.

Jonas Berthelsen supplerer:

"Vi finder Allerød Kommunes oplæg med de grønne kiler som en rigtig flot idé, som både mod øst tager fat i den eksisterende Grønholmen bag kirken og mod nord mod Tokkekøb Hegn. Vi vil også gerne rose kommunen for den visionære rammelokalplan for den nye bydel samt det forhold, at der her nu er mulighed for at opføre villagrunde, som i den grad er en mangelvare i Nordsjælland. Og ligeledes for den meget offensive udviklingsstrategi Allerød Kommune har lagt for dagen med den fornyligt godkendte kommuneplan."

De to partnere oplyser, at de er lokalkendte og er derfor meget interesseret i, at bebyggelsen bliver holdt i en høj kvalitet.

"Vi er utrolig glade for den store tillid, som Blovstrød Menighedsråd og den tidligere formand, Lars Lund, med rådgivere i særdeleshed har vist os, hvilket vi ser frem til med spænding at indfrie," siger Søren Due Hansen og Jonas Berthelsen til Alt Om Blovstrød.

Lars Lund oplyser, at de penge, som salget indbringer, ikke tilfalder Blovstrød Kirke, men derimod stiftet.

Land Development forventer, at man allerede i begyndelsen af 2017 kommer i jorden med den første bebyggelse.