Kirsten sætter gang i ældremusikken

Dansen den gik, lige fra formiddagen af, da et par hundrede ældre borgere tirsdag tog hjul på den første musikfestival for seniorer i Vordingborg. Til tonerne fra Jens Ø, der havde lånt dem af Bamses Venner, blev der både danset, klappet og snakket.

Til forskel fra Roskildefestivalen var der gratis adgang. Et måltid varm mad kunne købes for en 50'er, og arrangementet tegnede fra start af til at blive en succes.

- I Vordingborg har vi festugen for de voksne, og vi har Vilde Vulkaner for børnene. Men der manglede noget for de ældre. Derfor fik jeg ideen til en festival for de ældre - og med god støtte, så lykkedes det, fortæller Kirsten Wagner, social- og sundhedshjælper og aktivitetsmedarbejder på ældrecentret Brænderigården i Vordingborg.

Med hjælp fra kollegerne i Vintersbølle og professionel assistance fra Klaus og Karin Strandholm, der selv underholdt tirsdag eftermiddag, lykkedes det.

- Det har været et stort arbejde, også at skaffe finansieringen. Budgettet er omkring 60.000 kroner, som kommer fra kommunen og Lions, og Dansk Musikerforbund har støttet musikken, fortæller Kirsten Wagner, der håber, at festivalen kan blive en tilbagevendende begivenhed og vokse sig større.

Foreløbig fortsætter den onsdag og torsdag. Onsdag er en forhenværende bakkesangerinde på scenen sammen med Butterflies, og torsdag synger Anne Mette Rex sange fra blandt andet Birthe Kjærs repertoire, og om eftermiddagen er der melodigrandprix på scenen med et potpourri fra de medvirkende kunstnere, inden der takkes af klokken 15.

»Vil du, vil du, vil du danse med mig« lød det tirsdag formiddag fra fynboen Jens Ø, der underholdt med sange fra Bamses Venner, og mange tog imod opfordringen.

Blandt andre 89-årige Alice Jensen, Vintersbølle, der blev budt op af sin næsten faste dansepartner Kaj Rasmussen, 93 år.

- Vi danser tit, fortæller Alice Jensen, der både nynnede og dansede med slagerne fra Jems Ø, der også plukkede af Elvis' katalog.

Kaj Rasmussen, der var med på gulvet, holder sig i form med en daglig cykeltur fra Græsbjerg til plejecentret i Vintersbølle, hvor der vinteren igennem har været en månedlig dansedag.

Eftermiddagens underholdning stod Klaus og Karin Strandholm for. Han er også frontfigur i Klaus & Servants, men har sammen med hustruen specialiseret sig i konkurrencen »Tip et hit«.