Klasserne fyldes på Allerød Privatskole

Ombygningen af Ny Allerødgård til Allerød Privatskole er godt undervejs, og der er nu flere klasser, hvor det maksimale antal elever er nået, oplyser skolen.

"Det er stærkt tilfredsstillende at se de mange tanker og idéer blive omsat til, at vi nu kan slå dørene op til Allerøds første privatskole. Vi bevæger os samtidig ind i næste fase, hvor skolen potentielt kan udvides til to spor på flere klassetrin. Det kræver blot interesse fra 6-8 elever til en given klasse - så opretter vi den ekstra klasse," siger skoleleder Mikkel Kofod og fortsætter:

"I vores meget store ansøgerfelt til lærerstillingerne er der mange stærkt kvalificerede og erfarne lærere, som vi meget gerne vil tilbyde ansættelse, og det kræver blot interesse fra lidt flere elever og deres forældre."

Den store og omfattende ombygning af Ny Allerødgård kommer allerede i åbningsåret til at omfatte '20 charmerende og unikke klasselokaler samt faglokaler, der omfatter håndarbejde, billedkunst og musik samt ikke mindst biologi, fysik og kemilokaler', skriver Allerød Privatskole i en pressemeddelelse, der fortsætter:

'Særligt de naturvidenskabelige lokaler har der været røre om, da bestyrelsen på Allerød Privatskole foreslog at benytte overkapaciteten på de eksisterende skoler, men modtog en blank afvisning fra politikerne i Allerød Kommune om bare at gå i dialog om emnet.'

"Vi er selvsagt stolte af at kunne tilbyde vores elever Allerøds nyeste og mest moderne lokaler til netop de naturvidenskabelige fag. Læring er mange ting og meget afhænger af læreren, men nogle gode rammer bidrager helt sikkert til et skabe et godt resultat," siger Mikkel Kofod.

'Udover indretning af lokalerne inkluderer aftalen med udlejer alt tænkeligt og nødvendigt udstyr til de naturvidenskabelige lokaler, så oplevelsen bliver helt i top,' påpeger privatskolen.

På skolens 1-års dag 5. juni holdes der åbent hus fra kl. 15.00-17.00, hvor man både kan se indretning, opdaterede tegninger og møde lærerkollegiet, og hvor alle er velkomne.