Oplev Romeo og Julie fra Barcelona

Der er skrevet seks kendte operaer over William Shakespeares 'Romeo og Julie', kærlighedshistorien over dem alle, en af dem er Vincenzo Bellinis 'I Capuleti e i Montecchi', og den kan man opleve onsdag den 1. juni kl. 19.50 i Gentofte Kino.

Den vises live via satellit fra Gran Teatre del Liceu i Barcelona med mezzosopranen Elina Garanca som Romeo og sopranen Patricia Ciofi som Julie. Dirigent er Riccardo Frizza, instruktionen står Vincent Boussard for, mens Christian Lacroix har taget sig af kostumerne.

Vincenzo Bellini (1801-1835) regnes sammen med Donizetti og Rossini som Bel Cantoens mestre.

Billetter til forestillingen, der er slut ca. kl. 22.50, koster 190 kr. og købes i biografen.