Maria vil være den bedste frisør

Af Arne Svendsen

Den 25-årige frisør-elev Maria Westh fra Slagelse er helt klar i spyttet, når hun fortæller om, hvad hendes personlige drivkraft bag karrierevalg er.

- Jeg vil så gerne være frisør, og jeg vil da være den bedste, siger hun.

Der er dog mange om buddet, når det gælder pladser på frisøruddannelsen.

- Mange er dygtige, men ofte ikke modne nok, når de søger om optagelse på skolen første eller anden gang, fortæller frisør-faglærer på EUC Sjælland i Næstved, Jeanette Smedegaard.

Og der skulle da også fem kvoteplads-ansøgninger til, før Maria blev optaget. Man kan søge en kvoteplads, hvis man ikke har en praktikplads.

- Men det lykkedes, fordi hun ikke lod sig slå ud, siger Jeanette Smedegaard.

Maria Westh har siden hun var stor nok til at kigge ind ad vinduerne i frisørsalonerne vidst, at det var netop sådan et sted, hun gerne ville arbejde.

- Jeg har altid brugt mine hænder kreativt. Og selv om det var en smule grænseoverskridende at skulle træde ind i forskellige frisørsaloner med min ansøgning i hånden, gjorde jeg det, fordi det var det, jeg drømte om, siger hun i en udsendt meddelelse fra skolen.

Hun var 17 år første gang hun søgte. Og selv om der altså skulle fem kvoteplads-ansøgninger til, var det ifølge Maria det hele værd.

Hun er nu i gang med hovedforløbet på EUC Sjælland og ansat som elev hos Klippegården på Nytorv i Slagelse.

- Min læreplads fik jeg, fordi jeg bare marcherede ind i salonen, smilede til dem selvom de så travle ud og gjorde hvad jeg kunne, for at være mig selv - og nu har jeg den bedste elevplads, siger hun.

Hun deltager nu i et talentforløb på EUC Sjælland og spørger man til hendes planer for fremtiden, kommer svaret promte:

- Mit mål er DM næste år.