Til salg-skiltet, som har stået foran Lille Amalienborg, Københavnsvej 28, i Vordingborg gennem mere end fire år, fik mandag den lysere meddelelse »Solgt« klistret over sig.
Dermed kommer der nyt liv i en af de største og smukkeste palæ-ejendomme i Vordingborg.
Christoffer Friman, indehaver af mæglerfirmaet Nybolig, har stået for salget, som han bekræfter over for Sjællandske.
- Jeg er rigtig glad for, at det er lykkedes. Det er en super ejendom, som nu bliver sat i stand og igen bliver en flot indgang til Vordingborg, siger Christoffer Friman.
Han er specielt glad for, at køberne blev lokale folk, som vil restaurere den nænsomt som en bevaringsværdig ejendom.
- De er i dialog med kommunen om, hvad der skal gøres, og det er hensigten at bevare den gamle stil både udvendigt og indvendigt, de gamle stuklofter, paneler og gulve. Der bliver tale om godt håndværk, og de har en lejekontrakt på plads med et lokalt firma, som mangler plads.
Christoffer Friman må ikke oplyse hvem, der har købt, eller prisen, men han erkender, at der er sket et afslag på udbudsprisen som var 2,7 millioner.