Røgen stod i et bælte under loftet i Vig-hallen

Byggeudvalget for den nye Vig-hal besigtigede onsdag skaderne efter weekendens brand. Målinger for udsivende, skadelige dampe efter branden afgør nu, om hallen kan åbnes til planlagt dato 30. juni.

Det var med bekymrede miner, medlemmerne af byggeudvalget fulgte byggesagkyndig Stanley Bo Petersens gennemgang af skaderne på den nybyggede Vig-hals førstesal efter weekendens påsatte brand.

Værst ser det ud med lofterne - akustik-dæmpende plader - der ikke kan rengøres og derfor skal udskiftes. Røg og sod nåede at sive til alle rum på førstesal, selvom ilden slukkede af sig selv.

- Brandfolkene fortalte, at da de kom ind i bygningen, stod der et 30-35 cm. tykt lag af røg oppe under lofterne. Man kan se på væggen, hvor røg-laget stod. Der er ingen tvivl om, at loftpladerne har taget skade. Man kan lugte det, og man kan se, at pladerne er røg-farvede i kanten, fortæller byggeudvalgsformand Søren With, (S).

Pladerne sidder i et skinne-system og kan pilles ned. Det skal nu vurderes, om det kan betale sig at rense skinnerne, eller om de skal udskiftes, oplyser Søren With.

Værre er det med udsivning af dampe efter afbrændingen af linoleum og plastik - de såkaldte klorider, der kan nedbryde metal i installationer, lamper og brusehoveder. En ekspert fra forsikringsselskabet har målt for klorider, og resultatet er afgørende for brandskadens størrelse.

- Vi vil gøre meget for at kunne åbne Vig-hallen som planlagt 30. juni, og det ser ud til at kunne lade sig gøre, hvis vi »kun« skal skifte loftplader og linoleum og rengøre. Men hvis der er for højt indhold af klorider, er det en langt mere omfattende skade, som vi må forholde os til for at sikre hallens fremtid, siger Søren With.

Han og byggeudvalget afventer en redegørelse fra de bygningssagkyndige og forsikringsselskabet, inden der bliver taget endeligt stilling.