"Vi fik drengenes brugte fodboldtøj"

På anlægget i Himmelev er Roskilde Pigefodbolds U17-hold godt i gang med torsdagstræningen, og blandt spillerne er to piger, der i henholdsvis halvandet og to år har taget turen fra Holbæk og Tåstrup tre gange om ugen for at spille i den unge fodboldklub kun for piger.

"Jeg skiftede, fordi jeg ikke havde rykket mig i et stykke tid og gerne ville prøve noget nyt, få noget bedre træning og møde nogle nye mennesker", siger 15-årige Josefine Binder Christensen fra Tåstrup. 

Hendes jævnaldrende holdkammerat er enig og påpeger samtidig, at mulighederne for at blive set af DBU også er større i Roskilde, i forhold til hendes gamle klub i Holbæk, hvor rammerne var markant anderledes.

"Vi piger fik ofte drengenes brugte tøj - det var lidt mærkeligt, og til kampene fik vi som regel de mindre gode baner, så ja vi følte os underprioriterede i forhold til drengene i klubben", siger Sofie Blicher Nielsen, der altså underbygger DBU-studiets konklusioner om, at en stor gruppe af de 13-16-årige teenagepiger i Danmark ikke føler, de dyrker deres idræt på samme vilkår, som deres mandlige klubkammerater.

For lidt i tv

Sofie og Josefine er samtidig enige i undersøgelsens resultater, når det kommer til vægtningen af fællesskabet overfor fodboldfagligheden.

"Fællesskabet er vigtigt, for det er jo ikke sjovt at være et sted, hvor man ikke kan lide hinanden. I Roskilde Pigefodbold er det sådan, at hvis man laver en fejl, så bliver der ikke rystet på hovedet eller sagt noget grimt. Der bliver sagt 'kom igen'", forklarer Josefine Binder Christensen.

Når Josefine og Sofie ikke selv tørner ud for Roskildeklubben, følger de som så mange andre danskere med i deres sport i fjernsynet, men ligesom 81 procent af de adspurgte i Pigernes Stemme, synes de godt seerfladen kunne tage sig mere alsidig ud.

"Jeg ville gerne have mulighed for at se mere kvindefodbold, og jeg tror også, at hvis der blev sendt mere, så ville det blive mere normalt. Jeg synes at kvindefodbold bliver underprioriteret på tv i Danmark. Vi har rigtig mange gode kvindelige fodboldspillere og så kan det godt være at drenge er større og bedre, men jeg synes alligevel, vi skal have de samme muligheder" siger Sofie Blicher Nielsen.