Lodsoldermandsgårdens mange venner

Prisskiltet er godt nok gemt væk i pulterrummet, for 9,7 mio. kr., som var den oprindelige pris for Lodsoldermandsgården i Rørvig var ikke realistisk. Siden den eksotiske udbudspris er der gået år, og selvom de 475.000 kr., der er indsamlet lokalt er et ganske langt stykke fra de mange mio. kr., så er initiativgruppen overbevist om, at de nok skal få gården på lokalsamfundets hænder.

Lørdag eftermiddag var Lodsoldermandsgården åben for offentligheden, og her kunne man nyde en rundvisning, købe en bog om livet på gården eller blivere klogere af de mange gode historier om Lodsens spændende historie.

Og det vigtigste, den lokale opbakning, er der ikke megen tvivl om. Dels kom mange forbi gården lørdag, men også de indsamlede beløb vidner herom, for nok er der langt mellem de helt store beløb, til gengæld er der mange, rigtige mange, som har og løbende indbetaler beløb til indsamlingen, og til dagbladet Nordvestnyt, siger Simon Christiansen, der er med i initiativgruppen for at bevare Lodsoldermandsgården, at de håber, at den lokale opbakning sammen med fondsmidler kan få overbevist gårdens tyske ejer om, at han nu skal give et gevaldigt afslag på prisen, og så få gården overdraget til mennesker, der vil og kan sætte den i stand.