"Velfærdssamfundet har bortrenoveret livets ubehageligheder"

Hvorfor er vi så berøringsangste over for døden?

"En væsentlig del af problemet er, at vi i vores i øvrigt udmærkede velfærdssamfund har bortrenoveret livets ubehageligheder, og vi derfor er blevet mindre tolerante over for lidelser. I gamle dage var lidelse alle steder, fordi folk var syge og døde på en offentlig måde. Men i velfærdssamfundet har vi sendt gamle på plejehjem, de døende på hospice, problembørn på specialskoler med det resultat, at vi ser meget lidt af den lidelse, som stadig er en meget stor del af livet", siger Esben Kjær.

"En effekt af det er, at vi tror, at vi har meget stor kontrol over livet. Når vi så støder ind i lidelsen, er det et kæmpe chok, fordi vi ikke er vant til at se den, og på en brutal måde bliver vi mindet om, hvor lidt vi har styr på livet".

Hvorfor er det så brutalt for os?

"Fordi vi har vænnet os til at svømme i medstrøm og tror, vi er bedre svømmere end vi er, indtil vi svømmer med hovedet ind i en mur. Og her oplever vi en eksistentiel mangel på kontrol, som skaber en usikkerhed, hvilket er det værste vi ved, og som vi slet ikke kan rumme".

I alle kulturer er der en masse ritualer om døden og sociale færdselsregler for, hvordan man omgås de efterladte. Bare ikke i Vesten, mener Esben Kjær.

"Det er et produkt af oplysningstiden og industrialiseringen, der handler om fornuft og effektivisering, og der blev pludselig ikke plads til de døde. Konsekvensen af de manglende ritualer og sociale konventioner omkring de døde og de efterladte gør, at når vi møder de efterladte og de døde, som lever videre inde i os, aner vi ikke, hvad vi skal gøre. De døde aktiverer en enorm grund-angst, og ofte ender det med, at folk ikke gør noget, og det er en af de værste ting, som vi kan gøre", siger han.

Hvordan kan vi blive bedre til at tackle døden og sorgen?

"Som samfund bør vi genopfinde ritualer og sociale færdselsregler for, hvordan vi omgås døden og de efterladte. Et oplagt sted at starte er kirken, som i øvrigt også er enormt berøringsangste. Se bare på, hvad kirken har at tilbyde de døde. Begravelsen er et lynhurtigt, effektivt og strømlinet ritual, hvor de efterladte bare er passagerer ombord, og ofte er det overstået før det kommer i gang. Nogle få sogne har sorggrupper - ellers har de ikke noget. Hvorfor er der ikke andre ritualer? Hvorfor er de døde ikke en fast del af den ugentlige gudstjeneste? Hvorfor er der ikke et sted i kirken, hvor man kan tænde et lys for dem? Som en teolog stolt forklarede mig, har vi i Danmark ingen tradition for at dyrke de døde - men det er lige præcis problemet", siger Esben Kjær, som mener, at vi som samfund er forpligtet til at genopfinde de sociale konventioner omkring død og sorg.

Hvordan kan vi blive bedre til at håndtere andres sorg?

"På det personlige plan er der to regler; gør noget og vær empatisk. Mere indviklet er det sådan set ikke. Vi lever i et samfund, som er vant til at handle ud af problemerne, men det kan man bare ikke med døden og sorgen. Her skal man være med de efterladte og rumme dem ved at lytte og omfavne deres sorg. Og så skal man være opmærksom på de efterladtes behov og ikke sine egne. Hvis man hører sig selv sige ting som "Nu må du se at komme videre", så handler det om, at man beskytter sig selv mod døden og ikke om at være med den efterladte - og det skal man bare stikke skråt op. Vi må lære at træne vores kapacitet for at kunne rumme andres lidelser. Det er en kendsgerning, at livet er fuldt af lidelse, tilfældigheder og urimelighed, som vi ikke kan flygte fra, men må lære at rumme".