Nils og hans team hindrer valgfusk i Afrika

Til daglig bor Nils Løwe Larsen i Greve, men når han kører på arbejde i Ballerup hos den danske it-virksomhed Atea, er fokus flere tusinde kilometer væk. I løbet af det sidste år har han med sit team arbejdet for at revolutionere demokratiudviklingen i Somaliland ved at udnytte den teknologiske udvikling af irisscanning, hvor den farvede del af øjet, som også kaldes iris eller regnbuehinden, scannes.

I projektet anvendes scanningen til vælgerregistrering, hvilket forhindrer valgfusk med dobbeltstemmer, og det er første gang, at man anvender teknologien til demokratiudvikling.

Tidligere har mangelfuld vælgerregistrering nemlig udgjort en trussel mod demokratiet, da mange vælgere havde mulighed for at stemme mere end en gang.

Med irisscanning foregår registreringen sådan, at vælgeren møder op ved det lokale valgsted og kommer ind i registreringsrummet. Her sidder en uddannet it-ansat hos Somalilands nationale valgkommission, NEC, klar. Vælgeren får scannet iris og taget et billede. Data sendes over internettet via en krypteret tunnel til serveren, der er placeret hos NEC. Hvis der ikke er internetdækning, lægges data på en krypteret usb-nøgle og fragtes hen til serveren. Vælgeren får udleveret et dokument som bevis på, at personen nu er registreret i systemet. Opfanger systemet dubletter i registeret slettes disse.

- Der har været rapporter om enkelte tekniske problemer, som NEC-repræsentanter selv har formået at løse. Det er meget vigtigt for projektet, at NEC selv har kunnet løse de lokale problemer. Det viser, at oplæringen af NEC har været en succes, og at de på sigt vil kunne varetage processen selv, siger Nils Løwe Larsen i en pressemeddelelse.

Registreringsprocessen er i fuld gang, og myndighederne er nået halvvejs og forventer at have registreret samtlige vælgere inden præsidentvalget i 2017.