Robotek i Birkerød mangler arbejdskraft

Rent drikkevand i vandhanen er blevet så eftertragtet, at Birkerød-virksomheden Robotek, er ved at drukne i egen succes.

"Vi kan ikke følge med og må sige nej til mange ordrer. Vi mangler kvalificeret arbejdskraft på alle niveauer. Det gælder lige fra elektrikere, over maskinmestre til ingeniører og programmører," siger virksomhedens direktør Gert Vesterlund, der mener, at Danmark har satset forkert på uddannelsesområdet.

"Man har ikke uddannet nok arbejdskraft inden for de fag vi har brug for," siger han.

Kort fortalt har Robotek udviklet en teknologi og en app - Blue Control - der kan styre et helt et vandværk fra en mobiltelefon, lige fra vandet bliver pumpet op af jorden til det kommer ud i vandhanen. Da virksomheden for fire år siden præsenterede teknologien kom daværende minister Pia Olsen Dyhr på besøg, der udpegede vand som det nye guld. Siden har virksomheden været på jagt efter en investor eller partner.

Det er vi stadig. Vi har selv forsøgt at løfte opgaven. Og nu går vi efter hjemmemarkedet, men vi må sige nej til mange henvendelser fra udlandet," siger han.

billedtekst:

Tidligere Handelsminister Pia Olsen Dyhr besøgte i 2012 Robotek og Gert Vesterlund. Arkivfoto: Peter Mailand