Nyt kundekort skal styrke lokal handel

LokalFordele er navnet på et nyt markedsførings-koncept lanceret af handelsforeningerne i Vordingborg, Præstø og Stege i samarbejde med Vordingborg Kommune. Kunder kan både med en by-app og et plastikkort til tegnebogen støtte lokale klubber og samtidig få eksklusive tilbud. Og nøgleordet er loyalitet. 

 

- Her er der tale om handel i vores kommune baseret på et loyalitetsforhold. Det er et dejligt udtryk, indledte borgmester Knud Larsen (V) i torsdags præsentationen af markedsføringskonceptet  ?LokalFordele?, der favner Vordingborg kommunes tre købstæder. 

De lokale butikker kæmper en hård kamp mod storcentre i andre byer  og handel på nettet, så nu væbner handelsforeningerne sig med app, sociale medier og et særligt plastikkort til fordel for lokale kunder og lokalt foreningsliv. Og man behøver ikke nødvendigvis være med på den digitale mode for at støtte lokalt - selvom smartphone dog er en væsentlig del af konceptet.

- Det har været vigtigt for os, at den nye løsning favner alle; lige fra dem, der er meget inde i teknologi til dem, der er mere til et godt gammeldags plastikkort - som man kender med OK Benzinkortet, hvor man kan støtte lokale klubber, forklarede Anders Madsen, brugsuddeler i SuperBrugsen Lendemark og bestyrelsesmedlem i Møn Handelsforening. 

Direktør bag firmaet, som står for LokalFordele, Per Honoré, kalder aftalen unik. 

- Her er tre handelstandsforeninger gået sammen om en aftale og har kommunens opbakning. Det har vi ikke før set nogen loyalitets-systemer kunne noget andet sted.

 

Noget-for-noget

I praksis fungerer LokalFordele således, at kunden ikke selv får bonuspoint ved køb i lokale butikker, men derimod vælger, hvilken lokal klub, de vil belønne med bonuspoint. Det er gratis for forretninger og foreninger at tilmelde sig, og til gengæld skal butikkerne sende kunder særlige tilbud via en by-app med oversigt over købstædernes butikker - mens foreningerne skal udlåne frivillige arme og ben tre gange årligt til særlige arrangementer.

LokalFordele-systemet er planlagt at i luften 1. juni.  Sidste infomøde om konceptet afholdes af Vordingborg Handelsforening onsdag 27. april fra 18-19 på Kornerups Rådhus.