Bowie på det store lærred

Kun få dage efter udgivelsen af Blackstar, som anmelderne kaldte hans bedste album i flere årtier, døde David Bowie.

Beatklubben på Gentofte Hovedbibliotek ser ved deres næste arrangement onsdag den 20. april kl. 17-18.30 tilbage på den periode, hvor Bowie fik sit store gennembrud, nemlig på den britiske glam-scene.

Deltagerne skal se en koncertfilm, der følger David Bowie som Ziggy Stardust og hans band The Spiders From Mars op til, under og efter en koncert i 1973.

Det var hans sidste koncert som Ziggy Stardust, men han skabte efterfølgende flere berømte alter egoer og en fascinerende og beundringsværdig karriere.

David Bowie, der blev født den 8. januar 1947 i Brixton og døde den 10. januar 2016 i New York, var en engelsk rockmusiker og skuespiller. Han var kendt som popmusikkens kamæleon, der forudså trends og justerede sin stil og optræden derefter samtidig med, at han holdt fast i sine egne ideer.

Bowie havde stor indflydelse på rockmusikken fra 1970'erne til sin død. På musikkanalen VH1's liste over de 100 største kunstnere inden for rock'n'roll, en liste de udarbejdede i år 2000, var Bowie nummer syv.

David Bowie har solgt 136 millioner album og er indskrevet i Rock'n'Roll Hall of Fame.

Beatklubben er åben for alle og kræver ingen særlige forudsætninger. Gratis adgang, ingen tilmelding.