Sultne tigre på turné

MUSIK "Touren bliver vores første i Tyskland, og vi er meget spændte. Vi har spillet få jobs i Tyskland tidligere og har indtryk af, at folk, der kommer til koncerterne, er meget hooked på vores musik og nærer stor kærlighed til rockmusik."

Frontmand Linus Larsen fra bandet Paper Tigers med Halsnæs-rødder er sammen med de resterende bandmedlemmer ivrig efter at komme i gang med turnéen, der medfører syv koncerter fra den 19.-28. april i det sydlige naboland.

"Vi forventer det bliver en fest! Vores første single 'Head Over Heels' fra vores debutalbum har fået en del airplay på forskellige radiostationer rundt i Tyskland, så nogle tyskere har fået øjnene op for os," tilføjer han.

Touren vil bringe de fire rock'n'rollere forbi storbyerne Stuttgart, Dresden, Düsseldorf, München, Berlin, Köln og Hamborg.

"Vi ser frem til at møde koncertfolket og indtage en masse øl og schnitzler," lyder det fra de spillesultne tigre.