Karen-Marie Lillelund til Lynge

Den populære foredragsholder Karen-Marie Lillelund kommer til Lynge torsdag 28. april, hvor hun står for et indlæg, når Lynge-Uggeløse Brugsforening har generalforsamling.

Indlægget har overskriften: 'Humor på arbejdspladsen', og med Karen-Marie Lillelund er der garanti for et sjovt og underholdende indslag om vores arbejdsliv, idet hendes humor samtidig giver inspiration og maner til eftertænksomhed.

Generalforsamlingen begynder kl. 19.00 i Lyngehallerne. Her kan man høre om bestyrelsen og ledelsens tanker og mål for SuperBrugsen i Lynge.

Der kan hentes en gratis adgangsbillet i butikkens kiosk senest 26. april. Er man ikke allerede medlem af foreningen, kan man nå det endnu: Henvend dig i butikken og få et gratis indmeldelseskort.

Udover generalforsamlingen vil arrangementet være præget af COOP's 150 års jubilæum med bl.a. quiz og et historisk tilbageblik.

På programmet står også børnekoret ved Lynge Kirke, spisning og lotteri.