Roskilde lægger træner-brikker

I nogle måneder har Roskilde Håndbold arbejdet på at finde afløseren - eller afløserne - for trænerparret Anne Munk/Anders Knudsen til klubbens 1. divisions kvindehold.

Så langt er arbejdet nu nået, at træneren i bedste fald kan præsenteres i næste uge. Forudsat, at de afgørende knaster høvles af. Ellers er det tilbage til start og i gang med et nyt træneremne.

- Der skal lægges nogle brikker, og hvis ikke hjørnerne er lagt først, så bliver det svært. Hvis de lægges, så kommer resten nok lidt lettere, som Roskilde Håndbolds sportschef på kvindesiden, Katrine Ohlendorff, udtrykker det.

Hun og klubben har oplevet en pæn interesse for jobbet. Nogle trænere har selv kontaktet klubben, andre er blevet kontaktet via det netværk, der er i den verden - og den er forholdsvis lille. Men derfor er det ikke let at finde en ny cheftræner.

- Vi skal passe sammen, og træneren skal passe til os som klub og til holdet. Hvis ikke det match er der, går det ikke. Og det går jo begge veje, siger Ohlendorff.

- Udfordringen er at finde det gode match, siger sportschefen.

Hvor stor indflydelse får eller har spillertruppen på valget af træner?

- Den bliver hørt og forelagt, hvad vi arbejder med. For spillerne er det vigtigt at vide, hvem der er træner og om truppen vil og kan arbejde sammen med vedkommende. Vi kommer ingen vegne ved bare at ansætte en træner, hvorefter spillerne så siger, at ham eller hende vil de ikke spille under og så stopper, siger Katrine Ohlendorff, der håber på en snarlig løsning, så hun kan få de sidste aftaler på plads.

- Et tophold i 1. division er attraktivt og vores spillere er glade for at være her, så jeg håber da, at de vil fortsætte med at spille her, siger Katrine Ohlendorff.

Eneste sikre er, at målvogter Althea Reinhardt stopper og tager til HC Odense.