"Fri mig for skrivelser om pension og hjemmehjælp"

"Er det virkelig ikke muligt at blive fri for at få tilsendt alt det vås? Er det ikke tilstrækkeligt, at jeg arbejder ca. 50 timer om ugen og betaler en meget stor SKAT af min arbejdsindsats? Brug kommunens skatteindtægter på noget fornuftigt, og lad mig være i fred!"

Sådan lød ordene fra Vedbækborgeren Sonja Toft, da hun efter at have modtaget en uopfordret personlig henvendelse vedrørende forebyggende hjemmebesøg fra Rudersdal Kommune strøg til tasterne og skrev en opfordring til Borgmesterkontoret. Budskabet fra den aktive erhvervskvinde var klart. Hun vil gerne frabede sig den slags skrivelser fremover.

Og det ønske efterlever Rudersdal Kommune. Det fortæller borgmester Jens Ive (V) i et svar til Sonja Toft.

"Det glæder mig altid, når det går vores borgere godt, og de er ved godt helbred. Desværre er det imidlertid ikke altid sådan det forholder sig, og derfor ser vi os nødsaget til at forsøge at identificere de behov, der måtte være, sådan at der, hvor muligt, kan sættes ind med en forebyggende indsats. En indsats, der gerne skulle være til fælles gavn for den enkelte borger og fællesskabets økonomi. Men vi respekterer naturligvis dit synspunkt og vil fremover undlade at sende tilbud om forebyggende hjemmebesøg til dig," skriver Jens Ive i sit svar.

Nogle vil måske spørge, hvorfor der overhovedet er grund til at reagere så prompte på en henvendelse som denne. Og det har Sonja Toft et helt klart svar på.

"Skrivelser som denne minder mig om, at jeg er kommet i en alder, hvor dan slags kan være aktuelt, og der befinder jeg mig slet ikke mentalt. Jeg opfatter det som diskriminerende og på en eller anden måde også nedværdigende, når man skal påduttes den slags skrivelser, som er ganske unødvendige. Det er ikke værdigt," konstaterer Sonja Toft, som undrer sig over, hvorfor det ikke er muligt at til- og fravælge de instanser, som man ønsker information fra ved hjælp af de digitale redskaber.

"Det kan lade sig at gøre at til- og fravælge reklamer, så kan det vel også lade sig at gøre i denne sammenhæng," konstaterer hun.

Selvom dåbsattesten siger 76 år, er Sonja Toft nemlig langtfra på vej på pension. Hun arbejder fortsat 50 timer eller mere om ugen i advokatfirmaet Kønig & Partnere i København. Helbreddet fejler intet, og derfor er der i hendes optik heller ingen grund til overhovedet at indstille karrieren.

"For det første kan man ikke være advokat på halv tid. Enten er man på, eller også er man ikke. Så enkelt er det. Og når det er sagt, så vil jeg ikke undvære kontakten til klienterne og mine kolleger her på kontoret og ved domstolene. Det er en stor glæde for mig at opleve, hvor meget jeg bliver påskønnet i mit arbejde hver dag," fortæller Sonja Toft og fortsætter:

"Desuden er jeg opdraget ud fra den overbevisning, at man ikke stiller spørgsmålstegn ved, om man gider at arbejde, eller om det er noget, man har lyst til. Jeg diskuterer aldrig med mig selv, om jeg har kræfter eller lyst til at gå på arbejde. Jeg står bare op og går i gang. Jeg ved, at jeg har et program, og at der er andre mennesker, der forventer noget af mig. Der er mennesker, der har sat deres lid til, at jeg løser en opgave for dem, og så skal jeg da ikke stille spørgsmålstegn ved, om jeg har lyst eller orker."

Den overbevisning bliver ikke kun efterlevet i arbejdslivet. Det gælder i særdeleshed også i Sonjas privatliv, hvor hun ofte holder middagsselskaber og bruger tid sammen med sin familie, venner og sin kæreste, som bor i Jylland.

"Livet er en gave, og en gave, den tager man imod, pakker ud og bruger på bedste vis. På samme måde, mener jeg, at man skal leve livet fuldt ud. Det har man pligt til. Og jeg mener, at man bruger livet bedst ved at gøre noget for andre," siger hun.

76 år og bor i Vedbæk

Opvokset i Jylland i et kristent miljø med et grundtvigiansk livssyn

Flyttede til København som 19-årig og uddannede sig til lærer

Fik efterfølgende deltidsjob hos Københavns Kommunes Socialforvaltning og arbejdede bl.a. med belastede unge og deres familier, hvilket fik vækket hendes interesse for familieretsområdet

Begyndte på jura-studiet som 41-årig

Blev selvstændig advokat som 49-årig, først i Glostrup og senere i København

Fik møderet for landsretten i 1989 og for Højesteret i 1996

Var fra 1990-1998 formand for Foreningen Far