Holbæk fik alle tre point på Østerbro

Kristoffer Dirksens hovedstødsmål i første halvleg var nok til at sikre sejren, da Holbæks 2. divisionshold lørdag var på besøg hos B93 i nedrykningsspillet.

Sejrsmålet blev sat ind 10 minutter før pausefløjtet efter et glimrende Holbæk-angreb, hvor Thomas Jensen fra højrekanten sendte et højt indlæg ind i panden på Dirksen, der dirigerede bolden videre i mål. Målchancerne var få i første halvleg, og mens det brændte på foran Holbæk-målet et par gange i anden havleg, lykkedes det ikke Holbæk at udnytte, at B93 måtte presse spillet frem på banen.

Sejren og de tre point sender Holbæk op over nedrykningsstregen i kvalifikationsspillet - for første gang i foråret.