Dejligt at det nu går den rigtige vej på Bistrupskolen

Vi er ikke alt for gode til at huske på at rose hinanden her i spalterne, når noget går den rigtige vej - men tillad mig at dele noget, som har gjort mig glad over det seneste halve år. Over de seneste cirka 6 måneder har jeg virkelig oplevet en forbedring: Der er færre dage, hvor lærerne er syge - vist nok markant færre sygedage, trods at vi lige er gået ud af vinterhalvåret. Antallet af vikartimer, som jeg kan se i mine børns skemaer, er faldet markant - før i tiden var det mere reglen end undtagelsen, at der kunne være mere end 30-50% skemaændringer. Det er faldet markant på blot nogle få måneder, og jeg kan mærke på mine børn at det gør en væsentlig forskel. De er blevet gladere, helt generelt, og lærer mere.

Som forældre har jeg selv haft oplevelsen af, at der også sket en ændring i informationsniveauet - blandt andet ved at vi får mere og mere direkte kommunikation fra skolelederen, og at skolens ledelse nu tør tale åbent omkring de udfordringer, som er på Bistrupskolen, og hvad skolens ledelse agter at gøre ved det. Første skridt på vejen er jo at man tør tale åbent om problemerne, for ellers kan man ikke gøre noget ved dem. Bare det, at skolens ledelse det sidste halve år har fokuseret på kerneforretningen i skolen - bedre trivsel og bedre forudsætninger for læring - har i sig selv har gjort en kæmpe forskel.

Tak, tak, tak til Annika Palmelund og de mange andre, i lærerstaben og ledelsen, der har kørt Bistrupskolen siden dengang i efteråret hvor den tidligere skoleleder måtte kaste håndklædet i ringen! De mange udfordringer, der er bygget op på skolen over en årrække forsvinder ikke ved et trylleslag, men kurverne er knækket, og nu går det opad igen. Det har ingen af de forudgående andre skoleledere formået - godt gået! Håber at du og dit team får lov at fortsætte, så der kan komme ro på skolen i mange år fremover.