Uheldig familie får 5400 plastre på såret

»Godt kæmpet«. »Held og lykke«. »Må 2016 blive et bedre år«. »Hold ud«. »En lille opmuntring«.

Det er nogle af de små beskeder, som 30 bidragsydere har tilføjet, når de har sendt deres donationer på alt fra 50 til 500 kroner afsted med digital teknologi for at bakke op om indsamlingen til familien Kortegaard fra Tujavej i Køge.

En indsamling, der er oprettet af en anonym mand fra Køge Kommune, som har fulgt familiens historie i DAGBLADET.

I dag er familien for længst flyttet fra Tujavej, og familien har netop fået en permanent adresse i Hårlev, hvor de i disse dage er ved at pakke flyttekasser ud.

- Vi skal bo her i mindst 30 år. Det er helt sikkert, for vi har fået nok af alle de midlertidige hjem de seneste år, fortæller Britt Kortegård, mens hun både ryster på hovedet og griner en smule.

Familien er nu parat til at lægge de hårde år bag sig, og denne weekend startede med store smil og taknemmelighed, da familien modtog en check på de i alt 5.400 indsamlede kroner. Det er resultatet af indsamlingen, der har været i gang siden årsskiftet.

Glæden havde dog mere at gøre med selve gestussen end det beløb, som endte med at stå i øverste højre hjørne af checken.

- Vi har kæmpet i tre år, hvor vi faktisk har følt os meget alene, og jeg har selv været i tvivl om, hvorvidt der egentlig var nogen, som interesserede sig for vores sag, når de kunne læse om os i avisen. Derfor har det stor betydning for os at opleve, at der er så flot en opbakning fra almindelige borgere, som ikke kender os, siger Mikkel Kortegaard og fortsætter:

- Det er virkelig en flot tanke, som har rørt os meget. Det er noget, som jeg faktisk ikke rigtigt kan beskrive.

Mikkel Kortegaard fortæller, at checken vil blive omsat til en god og tiltrængt familieoplevelse; måske i form af en tur til Lalandia.

- Vi har ikke gjort os de store tanker om, at vi ville få nogle penge, så derfor har vi ingen planer endnu. Men der er ingen tvivl om, at det er børnene, som har lidt mest i hele processen, fordi de er blevet kastet rundt fra sted til sted og ikke har kunnet have legeaftaler, som de var vant til. Derfor skal de være i fokus i den familieoplevelse, som pengene skal gå til, fastslår Mikkel Kortegaard.