Fire bautasten overrasker

Tirsdag den 19. april mellem klokken 14 og 16 bliver der mulighed for at kigge på bautasten lige som dem, Obelix bærer rundt på i tegneserierne om Asterix og de gæve gallere. Der inviterer Kroppedal Museum og Egedal Kommune nemlig til åbent hus på den arkæologiske udgravning ved Dyvelåsen/Råbroparken i Smørumnedre, skriver Frederiksborg Amts Avis.

»Arkæologerne har indtil videre fundet sporene af mindst otte langhuse og et forrådshus på pæle fra jernalderen. Den største overraskelse er dog fundet af fire bautasten, der i vikingetiden markerede den store gravplads Rytterkær, som blev udgravet omkring 1990 med mange flotte fund.«, fortæller Egedal Kommunes Arkiv- og museumsleder Rolf Kjær-Hansen.

Ved åbent hus viser arkæologerne rundt i udgravningen og fortæller om fundene og deres arbejde. Egedal Kommune byder på en kop kaffe undervejs. Adressen er marken vest for bebyggelsen Råbroparken, og interesserede kan følge de rød-hvide stokke fra arkæologernes skurvogn på cykelstien frem til udgravningen.