Byrådsmedlem gav den fuld gas

Greve-Byrådsmedlem Brigitte Klintskov Jerkel (K) havde sin debut som racerkører på Jyllandsringen i weekenden, og det gik ikke stille for sig. To gange svingede bilen 360 grader rundt på banen i det vinteragtige vejr, mens de andre deltagere og hendes egen søn, Kenneth Jerkel, gav hende benzin og udstødning til stregen.

Her i foråret udfordrede sønnen sin mor, og Brigitte tog udfordringen op. Nu kører de sammen og mod hinanden i Yokohama 1600 Challenge-klassen i Team Jerkel Racing.

Racerløbet i weekenden var Brigittes første, hvor hun fik en tredjeplads blandt nye kørere, en femteplads i kategorien "Old Boys" og førstepladsen i "Ladies Cups". I det samlede mesterskab placerede Team Jerkel Racing sig på en 12. og 19. plads ud af 22 kørere.

Efter adrenalinen havde fortaget sig, havde Brigitte stadig svært ved at få armene ned.

- Det var nok det vildeste, jeg til dato har prøvet. Det var næsten Kong Vinter med regn, sne, slud og hagl, og banen var glat, men det har ikke skræmt mig. Jeg skal helt sikkert køre mange flere løb mod Kenneth, siger Brigitte Klintskov Jerkel.