Søger kvindeligt vidne efter voldsomt røveri

Vestegnens Politi er torsdag aften gået ud med en efterlysning af en kvinde, som så bankrøvere flygte efter det voldsomme røveri mod Danske Bank i Glostrup den 29. marts.

Det drejer sig om en kvinde der tirsdag den 29. marts kl. 09.13 stod på Nyvej, da bankrøverne flygtede fra gerningsstedet. På et billede taget umiddelbart efter røveriet, kan man se kvinden stå og kigge efter flugtbilen. Denne kvinde vil Vestegnens Politi gerne i kontakt med.

Hun beskrives som: Mørkhåret, iført lysegrå frakke og sort/sølvgrå cykelhjelm, kvinden bar lysegrå handsker og sorte bukser. Hun trak på en mørk damecykel.

»Vi håber, at der er borgere der kan genkende kvinden eller at hun selv bliver opmærksom på, at politiet leder efter hende, da hun kan være et vigtigt vidne,« siger politiinspektør Svend Foldager.

De to biler

I dagene op til bankrøveriet blev der stjålet to biler, som blev benyttet ved røveriet. Det drejer sig om:

Den ene var rambuk-bilen: En Volvo, ældre årgang, UV50867, grønmetal, blev stjålet fra parkeringsplads ved Højvangsvej 38 i Glostrup i tidsrummet fra den 24. marts kl. 20.00 til 25. marts kl. 08.15.

Den anden var flugtbilen: En Saab, ældre årgang, AJ66068, cremefarvet, stjålet fra parkeringsplads på Peter Bangs Vej 135-139 på Frederiksberg den 26. marts formentlig cirka kl. 21.30.

Politiet søger vidner der måske har set biltyverierne eller observeret personer kørende i en af de ovennævnte biler i tidsrummet fra tyveriet til selve bankrøveriet tirsdag den 29. marts.

Også i tidsrummet efter røveriet er Saab'en interessant. Cirka kl. 10 - altså omkring 47 minutter efter røveriet - blev bilen stillet på en parkeringsplads ved et mindre center på Diget i Glostrup. Både i tiden umiddelbart efter røveriet og da gerningsmændene satte bilen ved Diget, er Saab'ens færden interessant for politiet. Politiet søger derfor vidner til bilens færden fra røverne forlod banken kl. 09.13 til Saaben bliver parkeret på parkeringspladsen på Diget kl. 10.00.

»Vi har nu været i gang med at efterforske sagen i to uger. En række ting er allerede blevet afdækket, men vi søger fortsat generelle vidner der har observeret personer med unaturlig adfærd, der kunne henlede tankerne på et bankrøveri. Det kunne fx være et unaturligt stort forbrug af penge eller unaturlig besiddelse af pengebundter,« siger politiinspektør Svend Foldager.

Den røde sprøjte

I forbindelse med røveriet brugte den ene røver en rød sprøjte/forstøverpumpe. Formålet med sprøjten var formentlig at forsøge at slette spor. Ifølge politiet efterforskning, er den røde sprøjte formentlig købt i forretningskæden Biltema.

»Vi har nu indkredset, hvilken butikskæde sprøjten er købt i - men vi hører meget gerne fra vidner, der kender til det konkrete køb, der kan sættes sammen med bankrøveriet,« siger politiinspektør Svend Foldager.

Har man oplysninger i sagen, sidder Vestegnens Politi klar ved telefonerne på 43861448.