Pendlerklubben søger ny talsmand

Rasmus Selsmark har stået i spidsen for Sorø Pendlerklub i 10 år, men nu stopper han, og klubben skal kigge sig om efter en ny talsmand.

Rasmus Selsmark rejser meget. Men ikke længere i tog mellem Sorø og København.

- Derfor synes jeg, det er rimeligt, at det er en anden, der overtager posten. Hvis man ikke pendler et par gange om ugen, mister man følingen med forholdene, mener Rasmus Selsmark.

»Jobbet« som pendlertalsmand er helt ulønnet. Til gengæld skal man bruge fire-fem timer hver måned på det og blandt andet deltage i møder med DSB.

Men Rasmus Selsmark synes, at alle de timer, han har lagt i projektet gennem årene, er givet godt ud.

- De timer, man investerer i dette arbejde, går stort set lige op med dels at undgå forsinkelser og erfaring i forhold til at kommunikere og samarbejde med politikere, interesseorganisationer og virksomheder. For DSB lytter faktisk til os, når vi indrapporterer problemer, siger Rasmus Selsmark til DAGBLADET Ringsted og Sjællandske.