45-årig varetægtsfængslet: Tog kvælertag på konen

De næste 17 dage skal en 45-årig mand fra Frederiksværk sidde varetægtsfængslet. Det slog Retten i Hillerød mandag eftermiddag fast, da manden blev fremstillet i grundlovsforhør. Det skete efter en episode søndag den 24. april, hvor mandens 29-årige kone anmeldte ham for et voldeligt overfald.

I følge kvinden har manden taget halsgreb og slået hende med knytnæve i ansigtet. Desuden har konen anmeldt manden for seksuelt overgreb, hvor han blandt andet har stukket hånden op i hende og tvunget hende til oralsex.

- Vi har rejst sigtelser for grov vold og tvang til anden kønslig omgang end samleje. Der er fundet mistankegrundlag for, at den sigtede har udøvet vold mod ægtefællen, og han er derfor varetægtsfængslet 17 dage frem til 12. maj, siger Margit Wegge, specialanklager i Nordsjællands Politi.

Nordsjællands Politi anholdt manden på adressen kl. 7 mandag morgen. Han blev taget med på stationen, mens kvinden blev kørt til sygehuset for behandling.

I timerne mellem anholdelsen og grundlovsforhøret er det ikke lykkedes politiet at løfte mistankegrundlaget for sigtelsen. Det er blandt andet derfor, at manden er varetægtsfænglset.

- Vi havde ikke nået at foretage egentlige afhøringer af de implicerede bortset fra den sigtede, og med henblik på at afhøre ordentligt og løfte mistankegrundlaget, blev manden varetægtsfængslet, siger Margit Wegge.