Sværd af bronze - og lidt »snyd« med jern

- Først fandt jeg et stykke, der nok var fra midten af sværdet. Jeg vidste godt, det var bronze, og det måtte være et sværd.

Det fortæller Brian Lundsberg, Gislinge, i dagbladet Nordvestnyt lørdag om fundet af de første dele, der skulle vise sig at stamme fra to bronzesværd. Fundet blev gjort på en mark i Bognæs-området på Tuse Næs. men det præcise sted oplyses ikke.

Nationalmuseets eksperter har ud fra fotos vurderet, at der er tale om dansk producerede sværd fra den ældre bronzealder. Dermed er de omkring 3000 år gamle.

Brian Lundsberg fik interessen for amatørarkæologi, da han for et års tid siden så en tv-udsendelse om emnet fra Bornholm.

Han købte en metaldetektor og det øvrige udstyr, og i september meldte han sig ind i Odsherred Detektorforening.

Efter at Brian Lundsberg den 10. april havde fundet første stumper, kontaktede han formanden for foreningen, Per Lars Christiansen, for at få bistand. Næste dag tog begge ud til stedet og fandt blandt andet hver et skæfte til sværdene.

Fundet er holdt hemmeligt for ikke at risikere at stedet skulle blive for opsøgt. Nu fortæller de to om fundet, efter at de i denne omgang har opgivet at finde flere af de manglende stumper til sværdene.

De er danefæ og tilhører dermed staten.

I øvrigt er sværdene ikke udført fuldstændigt i bronze. Per Lars Christiansen har nemlig konstateret, at kernen i sværdskæfterne er i jern. Der er sparet lidt på det kostbare materiale bronze, som er en blanding af cirka 90 procent kobber og 10 procent tin.