Kulturchok i Kina

Julie Christensen og William Piculell Bahnert er to af eleverne fra Katedralskolen, som netop er kommet hjem efter en uge i Kina, hvoraf de tilbragte hovedparten af tiden i millionbyen Changzhou. Eleverne blev privat indkvarteret hos værtsfamilier, og de mærkede på egen krop, hvordan et kinesisk skoleliv adskiller sig fra det danske, hvor den længste skoledag strækker sig til kl. 15:30. I Changzhou var de oppe kl. 6 om morgenen, så de kunne være i skole kl. 6:45. Herefter startede en monoton skoledag med tavleundervisning, der fortsatte til kl. 17:30 om aftenen.

"Jeg var helt smadret kl. 22 om aftenen og faldt i søvn, og så kunne min kinesiske elevvært fortælle næste morgen, at han havde siddet oppe med lektierne til kl. 2 om natten - og han var allerede startet, da jeg gik i seng. Det er sindssygt", fortæller William Piculell Bahnert.

"Min elevvært sad også oppe til ud på natten med lektierne, og hun havde ekstraundervisning både lørdag og søndag", supplerer Julie Christensen.

Smasker og spytter

Kineserne er kendt for at æde grimt og larmende. Alligevel blev madkulturen måske det, der kom mest bag på de to elever, der begge har kinesiske områdestudier på Katedralskolen.

"Jeg var forberedt på, at det ville være anderledes, men det overgik mine vildeste forventninger. Vi landede megatrætte efter en lang flyvetur, og så kom vi hjem til det første måltid, hvor de bare skovlede ind. Alle tager med spisepindene fra fælles madskåle, og så vælter de maden ind. De smasker og bøvser og spytter fiskeben ud på bordet. Og det er skålen helt op til munden, og så kører pindene bare, mens de høvler ris ind i gabet", fortæller William Piculell Bahnert.

Høj status

Selv om der bor fem millioner indbyggere i Changzhou, havde eleverne konstant følelsen af at være meget eksotiske.

"Jeg gik på gaden og blev anråbt af en gadesælger, som ville tage et billede af mig for at bruge mig på sine reklamer. En anden fik stukket en baby i hånden, så de kunne tage billeder. Andre var mere forsigtige, når de diskret tog deres mobiler frem og fotograferede os på gaden", samstemmer de to gymnasieelever, der nu skal vænne sig til at gå hjem fra skole i dagslys.