Uhygge på amatørscenen

En kone, der vender tilbage fra de døde, en gyselig historie, en gruppe unge på en (måske) øde ø og en ung mands kamp mod AIDS. Scenen er sat til en række (u)hyggelige forestillinger på Taastrup Amatørscene i foråret 2016.

Taastrup Amatørscene slår i foråret 2016 dørene op til hele fire forestillinger til teatergængere i alle aldre.

Scenen fylder 40 år

»Her i 2016 kan vi fejre Taastrup Amatørscenes 40 års jubilæum. Og det vil vi forsøge at gøre med et brag. Vi starter året med et repertoire med et skær af uhygge over sig. Og til november har vi den ære at kunne sætte Flemming Jensens 'Nissebanden' op som vores helt store jubilæumsforestilling. Vi glæder os meget til vise spændvidden i vores lille teater, når vi i år har store såvel som små på scenen til forestillinger i lige så mange størrelser,« siger Tine A. Rigét, formand på Taastrup Amatørscene.

I maj kan følgende forestillinger opleves:

Børnegruppen præsenterer den skræmmende og uhyggelige historie 'En gyselig historie'. Hvad den handler om, kan vi ikke afsløre her - det må man selv komme forbi teateret og opleve.

Kampen for livet

Øvet-gruppen spiller stykket 'Huset på øen'. I forbindelse med sammenlægningen af to skoler bliver to grupper af børn og unge sendt på lejrtur på en øde ø for at lære hinanden bedre at kende. Men efter nogle mystiske omstændigheder går det op for børnene, at de ikke er helt alene på øen - der er nogen i huset, som ikke ønsker, at de skal være der.

Elite-gruppen skal spille stykket 'Alene i dødens skygge'. Det handler om Tom, der bliver smittet med AIDS. Vi følger hans kamp for livet og vennerne, der vender ham ryggen.

Til juni kan følgende forestilling opleves:

Voksengruppen præsenterer den vanvittige komedie fra 1941 'Min kone spøger' af Noel Coward. Stykket handler om forfatteren Charles Condomine, der er gift for anden gang og har en ny bog under udarbejdelse. Men han mangler noget specielt stof til sin bog - en spiritist-seance. Tilfældigvis bor der i nabolaget en dame, madame Arcati, som er spiritist, og hun lover - uden dog at kende til årsagen - at give en seance. Den får et overraskende forløb, da forfatterens afdøde kones ånd pludselig indfinder sig. Hun var på ingen måde klar til at forlade livet og øjner nu chancen for at blive genforenet med Charles. De to kan tale med hinanden, men hun er usynlig og uhørlig for alle andre. Alle forsøg på at slippe af med den afdøde kones ånd mislykkes, og hendes snedige fælder for at få Charles dræbt, så han kan komme over til hende, mislykkes også.