Formand: Uholdbar situation på børneområdet

- Først og fremmest vil jeg gerne sige, at det er fuldstændig uholdbart, at vi skal igennem denne øvelse år efter år. Og især, da vi har en såkaldt bufferpulje på fem millioner kroner stående. Den må vi dog ikke øremærke til noget særligt, men kun når der opstår noget helt ekstraordinært. Men nu vil jeg fremsætte et forslag til Kommunalbestyrelsen, at vi afsætter denne pulje til formålet fremover.

Sådan siger Janne Halvor Jensen (DF), der er formand for Børneudvalget oven på et cirka halvanden time langt ekstraordinært møde i børneudvalget, hvor man kun skulle tage stilling til, hvor man ønskede at svinge sparekniven.

Hun peger på, at kommunen i slutningen af 2015 har fået flere nye og ret tunge børnesager, som hver især koster mange penge. Hertil kommer et stigende antal underretninger til kommunen, hvor vi er nødt til at handle. Det er et typisk eksempel på ikke-styrbare udgifter, fordi vi ikke på forhånd kan vide, hvor mange af den slags sager der kommer.

- Der er ikke mere flødeskum at tage væk. Det gør ondt alle de steder, hvor vi vælger at skære ned og spare penge, siger udvalgsformanden.

Der forventes et underskud på 6,8 millioner kroner på børneområdet i år. Man har nu fundet de 2,6 millioner for i år og resten ønsker Børneudvalget at tage fra bufferpuljen.

- Lukningen er SFO'en i Hyttefadet er rimelig afbalanceret. Der er mange friskolebørn, som benytter SFO'en, så der kan Stevns Friskole gå ind og oprette et alternativt tilbud, siger Janne Halvor Jensen.

Friskolens børn er vel også en del af Stevns Kommune med forældre, der betaler skat?

- Vi kan stadigvæk tilbyde SFO i Store Heddinge, så der er fortsat et tilbud.

Nedlæggelsen af en såkaldt h-klasse som en del af Stevns Kommunes specialundervisning på Hotherskolen anser hun for at være en tilpasning til det reelle antal elever, som er tilknyttet.

- Ifølge opgørelsen er der på nuværende tidspunkt kun 26 af de 35 pladser, der bliver benyttet. Det svarer til at vi kan nedlægge en klasse.

Visitationen af elever for næste skoleår er dog ikke færdig endnu, så tallene kan endnu ændre sig.

At busordningen for børnehavebørn forsvinder er hun personligt rigtigt ked af, da hun var én af dem der kæmpede for dens overlevelse. Derfor stemte hun imod denne del.