Borgmester opsang: Schnoor, du mangler mod

Stor skuffelse i Fredensborg-kredsen - særligt over Pernille Schnoors mediestunt omkring partiskifte.

De har knoklet med at hænge valgplakater op, og de har hjulpet hende i valgkampen - og søndag klokken 18.46 fik vælgerforeningens formand i Fredensborg-kredsen en mail.

Pernille Schnoor skiftede fra Socialdemokratiet til Alternativet, men inden den blev læst og set, havde de fleste lokale socialdemokrater hørt om nyheden i medierne. Og det vækker stor skuffelse hos borgmester Thomas Lykke Pedersen (S), der efter byrådsmødet mandag aften havde svært ved at finde ord.

- Det er trist, og det skuffer mig, at Pernille Schnoor ikke havde det politiske mod til at holde et møde med vælgerforeningen og fortælle om sin beslutning. I stedet sender hun en mail - det er udspekuleret, fordi det er en beslutning, der har været planlagt. Man får ikke bare lige en stor kronik i Politiken, siger Thomas Lykke Pedersen og minder om, at Fredensborg-kredsen støttede Pernille Schnoor i valgkampen og dermed var med til at sikre, at hun fik de få ekstra stemmer til at slå Frederikssunds-kredsens Malou Lunderød.

- Vi troede på Pernille Schnoor, og hun kan takke os for de vel 73 ekstra stemmer, der gav hende en plads i Folketinget. Det kan jeg så sige, at jeg har fortrudt nu, lyder det fra borgmesteren, der selv bakker op om Socialdemokraternes linje på landsplan - for der skal være styr på økonomien for at man kan føre socialdemokratisk politik.

- Hvis det er sådan, at man ikke kan stå ved sit parti, må man møde vælgerforeningen og forklare hvorfor, og så må man overlade sit mandat til en anden. Jeg mener, at Pernille med sin måde at gøre det på er med til at bidrage til den politikerlede, der bliver talt om, mener Thomas Lykke Pedersen.