Tørvejr og testosteron i Egedal Centret

Tekst og foto: Kasper Hesselbjerg Andersen

stenløse Det meste af torsdagen bød på sorte skyer og regn, men sidst på eftermiddagen klarede det op, og solen kastede nogle af dagens sidste stråler ned i centret til glæde for både besøgende og butiksdrivende i Egedal Centret, hvor der torsdag var Mændenes Aften og ekstra lange åbningstider.

Både Kleine's Café og Kvickly havde taget det tunge skyts i brug for at tiltrække mændene i form af en tændt grill med henholdsvis pølser og Kvickly-slagterens møreste oksekød.

I Kvickly var der også meget andet til ganen af både vådt og tørt. Nogle af mændene havde taget deres bedre halvdel med til at smage på lækkerierne b.la. Peter Elsman fra Stenløse, som havde taget sin hustru, Pia, med. Sammen smagte de på chili, som var så stærkt, at Peter Elsman måtte knibe en tåre.

Børge, som til daglig er Kvicklys bagermester, var denne aften vært for en rigtig manddomsprøve - at slå et søm i med kun tre slag. Det var de færreste af mændene, som formåede dette, men de som gjorde vandt en pakke Underberg, som de kunne slukke tørsten med, efter de havde vist deres værd som en rigtig mand.

Varehuschef for Kvickly, Niels Hjermind, var godt tilfreds med antallet af besøgende i butikken:

"Det er første gang, at "Mændenes aften" ikke ligger dagen før store bededag, så jeg har været lidt spændt på, om det ville gå ud over fremmødet, men det er på højde med de tidligere år," fortalte en glad og tilfreds varehuschef.

I Centerkiosken/Skjold Burne var der dækket op til rom- og whiskysmagning i butikkens baglokale. Butikken er normalt vært for en whiskyklub, som mødes 10 gange om året, men denne aften var der også åbent for ikke-medlemmer, som kunne tænke sig at smage på de dyrebare dråber.

Som om de mange smagsprøver ikke var nok, gav den lokale bilklub, Bad Company Customs, mændene endnu mere at savle over. Klubben havde parkeret deres nypolerede amerikanerbiler inde i centret, hvor de fik beundrende blikke fra de forbipasserende, som nød den milde forårsaften indimellem deres tilbudsjagt i de aftenåbne butikker.