Teenagedrenge i retten for voldtægt af hjælpeløs pige

Tre unge mænd på 18, 19 og 19 år fra Greve og Karlslunde sidder onsdag på anklagebænken i Retten i Roskilde, tiltalt for i fællesskab at have voldtaget en ung pige, der angiveligt var så påvirket, at hun ikke kunne sætte sig til modværge.

Forbrydelsen skal ifølge anklageskriftet have fundet sted natten mellem den 19. og 20. september 2014 på en græsplæne ved et forsamlingshus i Herfølge. Offeret er en kvinde, som på grund af alkoholindtag eller insulinmangel var i en tilstand, der gjorde, at hun ikke kunne modsætte sig.

Anklageskriftet beskriver, at den 19-årige mand fra Karlslunde indledte angrebet ved at presse kvinden op mod et træ og beføle hende intimt. Derefter forsøgte han at have samleje med hende, men det lykkedes ikke, fordi hun gjorde modstand.

Derefter fortsatte de to andre tiltalte med voldtægt og anden seksuel omgang. Bagefter efterlod de hende i hjælpeløs tilstand, hvilket de også i anklageskriftet er tiltalt for.

Dommer Jakob Groth-Christisen nedlagde efter anmodning fra tiltaltes tre forsvarere og anklager Lasse Bihl navneforbud og forbud mod at referere fra retsmødet, da retssagen startede onsdag.

- Referatforbuddet nedlægges, da der er risiko for, at offentlig gengivelse kan skade sagen, lige som der kan ske unødig krænkelse af sagens parter, siger Jakob Groth-Christisen, da sagen indledes i retten.

Der er afsat to dage til retssagen. Dommen forventes at falde den 15. april.