Gilleleje Aktivitetshus slår dørene op 3. maj

GILLELEJE: "Vi maler det da bare selv. Så sparer vi de penge, og så får vi også folk i gang med det samme. Det er jo et aktivitetshus".

Sådan sagde en af husets frivillige og kommende brugere til Jeanne Kindt-Larsen, der er daglig leder af Gilleleje Aktivitetshus, da arbejdet med indendørsfaciliteterne i sidste måned skulle i gang for alvor.

Aktivitetshuset har været et par år undervejs, fra byrådets beslutning for to år siden, til de rette lokaler er dukket op. Det er de nu, i skikkelse af det nedlagte fritidshjem, Oasen, som fremover får skiftet kåde skolebørn ud med aktive seniorer fra lokalområdet.

"Det er for alle der er 60+, og for førtidspensionister. Det er et aktivitetshus vi har manglet længe, og som vi er så glade for, endelig bliver en realitet. Og det bliver flot og fuld af muligheder", lover Jeanne Kindt-Larsen overfor Ugeposten, der kiggede forbi, i mens pensler og malerruller blev svinget lystigt.

"Det er jo en solstrålehistorie. Vi har i alt 400.000 kroner til al forberedende arbejde og istandsættelse. Så da Birthe sagde at vi kunne male det selv, sparede vi dels en masse penge, men vigtigst af alt, så fik vi dermed den første aktivitet i huset, og bingo; så er folk allerede engagerede og viser entusiasme. Det er jo fantastisk", smiler Jeanne Kindt-Larsen, der skal få pengene til at række til alt fra lydisolering og maling, til renovering af toiletterne, der skulle ændres fra børnetoiletter til kørestolsvenlige toiletfaciliteter.

Udearealerne på det gamle fritidshjem får også en ordentlig overhaling. Klatreborg, basketballbane og hvad der ellers udgør tidligere tiders aktiviteter på udearealerne, er ved at blive fjernet. Til det hjælper kommunens "Nytteaktiveringen" under Jobcenteret til. En gruppe Kontanthjælpsmodtagere, der med leder Thomas Bertelsen i spidsen, river ned, renoverer og gør udearealerne parate til blomsterkummer, bålplads og hyggekroge med læ.

"Lige nu er vi fire unge i sjakket. Men det kan jo svinge, også i takt med hvem der kommer i arbejde, og hvem der kommer med i Nytteaktiveringen på grund af arbejdsløshed. Men det er et godt hold, der klør på og arbejder godt. Vi har ingen deadline på hvornår vi skal være færdige her, men der da nok også arbejde til et par uger eller tre her", siger Thomas Bertelsen underdrivende, mens han i en og samme håndevending, tager kasketten af og klør sig i håret med et smil.

Det bliver et brugerdrevet aktivitetshus der slår dørene op 3. maj kl.14.00. Brugerbetalingen bliver på 300 kroner om året, og så er der ellers også alt hvad et 60+ hjerte begærer. Lige fra systue og køkken, til træværksted og en spillebule til herrerne, fortæller Jeanne Kindt-Larsen.

"Og ellers finder vi ud af noget helt femte. Det er jo op til husets brugere, hvad vi skal have af aktiviteter. Så huset kommer hele tiden til at udvikle sig", siger den daglige leder, og fortsætter med et par bud på hvor mange der kommer til at bruge huset.

"Jeg håber på, at vi med udgangen af 2016 har rundet 300 medlemmer. Det er realistisk, set i forhold til efterspørgsel og interesse igennem de seneste år. Set i forhold til befolkningsgrundlaget er det realistisk at forestille sig 600-700 medlemmer om tre-fire år, når vi har etableret os godt og grundigt. Men den tid, den glæde. Lige nu glæder vi os over at det hele bliver så flot og indbydende, og så glæder vi os til at slå dørene op 3. maj", siger Jeanne Kindt-Larsen til Ugeposten.