Efterladt hund åd IKKE sin egen hvalp

Nordsjællands Politi skyder nu et forfærdeligt rygte ned, der har huseret i området siden i går.

Sagen drejer sig om fire hunde, som politiet i forbindelse med en anholdelse efterlod i et hus i Græsted. Hundenes ejer blev anholdt torsdag i forbindelse med, at der blev fundet en pistol i en bil. Efter anholdelsen blev fire hunde efterladt alene i mandens lejlighed.

En nabo kontaktede efterfølgende Dyrenes Beskyttelse og fortalte, at hundene var meget urolige.

"En bekymret kvinde ringer til vores vagtcentral og fortæller, at der i en lejlighed befinder sig fire hunde, som har været alene i lang tid, og som opfører sig voldsomt. Vores vagtcentral forsøger at ringe til politiet, men bliver blankt afvist hos Nordsjællands Politi," fortalte John Stubtoft Nielsen, områdeformand i Dyrenes Beskyttelse, i går til Ugeposten.

Først sent lørdag aften tog politiet ud til lejligheden og hentede tre af hundene. Herefter begyndte et rygte at cirkulere. Den tilbageværende hund skulle angiveligt have spist sin hvalp. Men det afviser Nordsjællands Politi nu.

"I dag fortæller diverse medier om en sag fra weekenden vedrørende fire hunde, der blev overladt til sig selv efter anholdelse af hundenes ejere. Dele af historien er usand, mens dele af historien desværre er sand," skriver politiet på Facebook og og forklarer videre:

"Torsdag aften foretog vi anholdelse af to personer, hvorefter personernes bolig blev ransaget. I boligen var der fire hunde. Omkring midnat forlod vi bopælen, og hundene fik efter aftale med ejerne fyldt deres mad- og vandskåle godt op, så de kunne klare sig, indtil enten ejerne selv eller alternativt ejernes bekendte ville kunne passe hundene igen."

"Fredag formiddag blev hundenes ejere varetægtsfængslet og kunne derfor af gode grunde ikke komme hjem og passe hundene. Her burde vi have kontaktet ejernes bekendte eller det lokale dyreinternat og afhentet hundene, men det skete ved en fejl ikke."

"Lørdag aften fik vi med hjælp fra det lokale dyreinternat hentet tre af de fire hunde. Den sidste hund var dog så aggressiv, at det ikke var muligt at få den med. Efter råd fra dyreinternatet vurderede vi, at hunden havde bedst af at få fyldt mad- og vandskålen dagligt, men at den ellers skulle have fred og ro og afhentes senere. Hunden er blevet afhentet i dag og anbragt i samme dyreinternat som de øvrige tre hunde."

"Vi er kede af det, der skete, og vi vil tage ved lære af det, så noget lignende ikke sker igen."

"Mange i politiet arbejder med hunde, og vi er helt på det rene med, at hunde ikke fortjener sådan en behandling. Hundene kunne jo ikke gøre for, at deres ejere blev anholdt."

Hvad synes du om politiets ageren i sagen? Deltag i debatten på Ugepostens Facebook-profil