Video: H.C. Andersen-tegner i aktion til festival

Kunsttegner Kasper Heron Købke, bysbarn fra Fårevejle, prisbelønnet for sine detaljerede, fotografisk nøjagtige tegninger, skal ved sommerens Geopark Festival i Odsherred stå bag tre folkeligt inddragende kunstværker med afsæt i geoparkens hjørnesten: Kunst og kulturhistorie, råvarer og istids-landskab. Tre dage med tre forskellige opstillinger i Odsherred. Festivalgæsterne inviteres til at tegne med.

- Man skal ikke være bange for, om man kan tegne eller ikke kan finde på noget. Jeg og min assistent forbereder tre motiver til de tre store lærreder. Så er vi i gang, og så kan folk, der har lyst, alle aldre er velkomne, komme forbi og tegne med. Vi er klar til at guide og give gode råd om tegneteknikker og motiv, siger Kasper Heron Købke til dagbladet Nordvestnyt.

Typisk for kunstneren har fællesværkerne en ekstra funktion, udover at være spændende og dekorative.

- Jeg kan godt lide, når man kan bruge det, jeg laver, i en form for læringsfase, så min tanke er, at vi blander Odsherreds fortid med nutiden i fællesværkerne, så man kan lære noget om sin egn, siger Kasper Heron Købke.

Aktuelt færdiggør tegneren en ny plakat til alle landets kvindekrisecentre, hvor han har illustreret ti grundlæggende rettigheder for børn.

- Den nye plakat med tegningerne kan indgå i vigtige samtaler mellem børn og voksne. Tegningerne kan også klippes ud og samles som et puslespil, fortæller Kasper Heron Købke.

Om få måneder udkommer bogen med hans 67 illustrationer til 14 H.C. Andersen-eventyr. Den udsendes på otte forskellige sprog efter 13 måneders intensivt arbejde ved tegnebordet.

- Jeg har lige set testbogen, og det ser rigtigt godt ud. Men selvfølgelig - jeg er jo nørdet med detaljer - er der nogle småting, som skal rettes. Min kæreste og mine forældre så testbogen, og de syntes det var helt vildt at stå med den, hvor det på det tidspunkt for mig stadig var et led i processen. Nu kan jeg da godt mærke, at det er ret vildt - her to år efter de første idéer kom på bordet, siger Kasper Heron Købke.