19-årige Sofie Møller fra Møn har en drøm om at udgive en digtsamling med titlen ?Spasseren har talt?. Hun er nemlig selv spastiker og har længe leget med lyrik for at vise, hvordan verden ser ud, når man er en smule anderledes. Sydsjællands Tidende tog en snak med hende om digtene og tilværelsen som ?spasser?.
Sofie Møllers hjerne er fuld af rim og vers, og hendes hjerte er fyldt med trang til at sætte ord på både glæde, sorg, menneskelige relationer og menneskesyn. Men kender man ikke den 19-årige mønbo i forvejen, giver det måske ikke sig selv lige ved første øjekast. Hun er nemlig spastiker og har talevanskeligheder, som kan gøre det svært for omgivelserne at forstå, hvad hun siger. Men bag handicappet gemmer sig en stærk poesi-passion.
Til daglig går hun på Vordingborg Ungdomsskoles MK-uddannelse (multikommunikation, red.), som blandt andet hjælper handicappede unge med at navigere på det til tider kaotiske hav, der hedder ungdomslivet, som kan være ekstra svært, når man har særlige behov. Og det er faktisk også, hvad Sofie Møllers digte handler om.
- Jeg er i gang med mit eget projekt, der også er min drøm: at udgive min egen digtsamling ?Spasseren Har Talt?, som tager udgangspunkt i spørgsmål og problemstillinger i ungdomslivet som handicappet - og tit med afsæt i min egen hverdag, tilføjer Sofie Møller, som vil gøre op med berøringsangst og fordomme.
Har det fra morfar
For Sofie Møller er digt-dyrkningen udsprunget af opfordringer på flere fronter.
- Min mor opfordrede mig til at skrive mine tanker ned, og det blev til digte. Jeg fik stor opbakning fra min klasselærer i 7., som kunne se noget i mig på trods af mit handicap, fortæller Sofie Møller, der har sin morfar som forbillede.
- Jeg er en person med mange ord inde i mig og har altid skrevet mange historier. Jeg tror måske også, jeg har arvet dét at digte fra min elskede morfar. Han skrev også digte og er en stor støtte. Han har altid bakket mig op, og den dag i dag giver han mig altid feedback på alle mine digte, fortæller hun.
Fra tanke til tale
?Ser udefra?, ?Perfekt er KUN perfekt?, ?En som? MIG? er nogle af titlerne på de mange digte, Sofie Møller har skrevet, og temaerne spænder lige fra venskab over ulykkelig kærlighed til livet som ung spastiker.
Således er mange af digtene også inspireret af op- og nedture.
- Digtet ?Perfekt er kun perfekt? handler om, at ALT tit skal være helt perfekt for at være godt nok. Jeg kom på digtet, da jeg gik på efterskole, hvor jeg ikke følte, jeg passede ind, fortæller hun.
- Jeg har tit svært ved at tænke på problemer i mit liv, og jeg er meget eftertænksom og lever meget i mine følelser, forklarer Sofie Møller og påpeger:
- Mit sprog er den største udfordring med mit handicap. Det kræver, at folk har tålmodighed til at kommunikere med mig. Det er frusterende, når man har så meget, man gerne vil sige og dele med andre.
Selve inspirationen til digtene strømmer ind, når hun kører på en form for crosser ude i naturen.
- Jeg hører højt musik og føler mig fri, selvstændig og kan lukke verden omkring mig ude, siger Sofie Møller, der skynder sig at skrive en flygtig idé eller metafor ned på mobilen eller iPad?en.
Spas med spassere
Livet har taget en anden drejning for Sofie Møller, efter hun er startet på Vordingborg Ungdomsskole.
- Det er meningen, at jeg skal blive mere selvstændig, og det nyder jeg. Jeg har fået mange nye venner og føler mig ikke længere hægtet af, forklarer spasseren.
Ordet spasser smager ekstra nedsættende, når det ligefrem bruges direkte om en spastiker, men ikke desto mindre er Sofie Møller ikke bleg for at bruge det om sig selv.
- Min hverdag som 19-årig spasser er nok lidt anderledes end andres, men så alligevel ikke, siger spastikeren, som går til kørestolsdans, i klub, mødes med veninder på café, tager i svømmehallen eller hænger ud med venner som enhver anden jævnaldrende.
- Min spasser-passer, altså min hjælper, møder ind hos mig hjemme på Hovgården - bedre kendt som Møn Is, som mine forældre har - hvor jeg herfra bliver badet og klædt på. Jeg har et enormt godt forhold til mine to skønne spasser-passere, og det er også derfor, jeg omtaler dem sådan her. For hvad gør livet værd at leve, hvis man ikke giver sig selv den glæde at grine og tage pis på sin egen tilværelse sommetider, spørger spastikeren med selvironien i orden.
- Man skal kunne kalde en spasser for en spasser, understreger hun.
Om at bevare livsmodet, gå-på-modet og at turde være sig selv, når man føler sig forkert eller usikker - handicap eller ej - har Sofie Møller en digt-titel som livsfilosofi i form af spørgsmålet:
- ?Hvad er det VÆRSTE, der kan ske??
Se også TV-SYDTIDS indslag:
Foto og video: Brian RombergTekstning: Klaus Lohmann
