Udstilling er en tilbagevenden til Albertslund

Lørdag den 2. april kl. 14.00 har Galleri Bagatel fernisering på en udstilling med Inge Hedegaard og Doris Eiler Pedersen.

For Inge Hedegaard er der med udstilling på Galleri Bagatel tale om en tilbagevenden til Albertslund. Hun havde nemlig sit virke for ca. 35 år siden som lærer på nu nedlagte Kongsholmskole. Siden er det blevet Jylland, mere specifikt Mols, der er Inge Hedegaards hjemmebase. Og netop Mols er en tydelig inspirationskilde til Inge Hedegaards malerier. Så megen natur slår helt naturlig igennem. Samtidig er der ofte en "historie" i Inge Hedegaards billeder. Inge Hedegaard har også konkretiseret ordsprog og talemåder igennem sine billeder. Senest er det en rejse til USA, der er kommet til udtryk gennem Inge Hedegaards billeder. Selve malemåden kan nærmest betegnes som ekspressiv kolorist, og Inge Hedegaard vedgår også, at hun er meget inspireret af 1920'ernes tyske kolorister.

Udstillingens anden maler er Doris Eiler Pedersen. Her er tale om billeder, hvor Doris Eiler Pedersen lader fantasien slå sig løs. Og motiverne rækker lige fra fabler til mennesker i det skjulte. Billederne indbyder til, at man går på opdagelse i dem, hvor man så kan finde finurlige ting.

På podierne udstiller Doris Eiler Pedersen forskellige figurer/skulpturer/vaser. Her er tale om "genbrugsguld", idet Doris Eiler Pedersen rundt omkring på loppemarkeder finder "sjove ting", som får nyt og anderledes liv i Doris Eiler Pedersens hænder. Der bliver malet, dekoreret og sat sammen på en ny og spændende måde.

Galleri Bagatel, Herstedøstervej 50 i Herstedøster Landsby, har åben søndage kl. 12-17. Udstillingen løber til 16. maj 2016.