Lis vil cykle for Parkinson

Den 62-årige Parkinson-ramte invalidepensionist Lis Ottesen fra Fløng deltager i slutningen af maj i cykelløbet 'Tour Parkinson Danmark', der støtter kampen mod Parkinson.

Lis Ottesen har Parkinson på sit 13. år. I efteråret har hun været under en hård omlægning af medicin.

»Jeg lovede mig selv, at når jeg var ovenpå igen, så ville jeg gøre noget sjovt, og det bliver det her,« siger hun.

Hun vil cykle for sit eget helbreds skyld og for holde sin Parkinson nede, men samtidig for at gøre opmærksom på den sygdom, som har ramt hende selv og omkring 7300 andre danskere.

Cyklen, der skal hjælpe hende fra Middelfart til København under løbet har hun nu hentet hos Cykelshoppen i Hedehusene, der stiller den til rådighed.

»Det ville være så flot, hvis man kunne sige, at Hedehusene havde stået sammen om at støtte kampen mod Parkinson,« siger Lis Ottesen.

Har man derfor lyst til at sponsorere Lis på hendes vej mod deltagelse i cykelløbet, kan hun kontaktes på mailen lis@youmail.dk eller telefon: 42752026.