Foråret byder på rock i Brøndby

Brøndby slår et slag for rockmusikken. Under temaet ROCK i BRØNDBY vil Brøndby Kommune i løbet af 2016 præsentere musik fra rockens historie samt nye bud på rock, og det bliver med bands fra ind- og udland. Der er rig mulighed for at opleve bands, der formår at få rockmusikken ud over scenekanten.

I januar kunne man således opleve den altid populære 70'er Galla med Jomfruburet Reunion, fulgt op af et veloplagt Deep Purple Jam. Lørdag den 5. marts gæstede så den albumaktuelle rock'n'roll troubadour Mike Tramp Brønden med sit band. Fredag den 18. marts kommer Uhrban Stöjband & Friends til Brøndby med deres livsbekræftende hyldestkoncert - The Last Waltz - verdens måske bedste koncertfilm. Her vil der blive mulighed for at opleve musik af The Band, Bob Dylan, Eric Clapton, Joni Mitchell, Neil Young, Van Morrison, Neil Diamond og mange flere.

I april forsætter rockfesten, når Glasgow-bandet King King indtager scenen i Kilden fredag den 1. april med deres dynamiske og sjælfulde blues-rock. Et band, der har høstet flere priser og nok skal sørge for, at håret bliver blæst godt igennem. Lørdag den 9. april kan man opleve det bedste fra glamrocken, når The Glam præsenterer flere af genrens bedste numre i Kilden. Lørdag den 16. april står den på musik af U2, når drengene fra Die Herren gæster Brønden og viser, hvordan et fantastisk live-band skal lyde.

I maj inviteres der til konceptet RELOAD i Kilden, hvor to undergrundbands dyster imod hinanden, og publikum vælger, hvem der går videre som hovednavn ved næste RELOAD-koncert. Den 4. maj er hovednavnet Standing on Giants, og kombattanterne er Astro Divine vs. Xettia. Lørdag den 21. maj skiftes der genre, hvor The Dakotas leverer 60'er-rock i Kilden.

Programmet kort

18. marts klokken 20 - The Last Waltz, Kulturhuset Kilden, Pris: 125 kroner.

1. april klokken 21 - King King, Kulturhuset Kilden, Pris: 125 kroner.

9. april klokken 20 - The Glam, kulturhuset Kilden, Pris: 100 kroner.

16. april klokken 20 - Die Herren, Kulturhuset Brønden, Pris: 100 kroner.

4. maj klokken 20 - RELOAD, Kulturhuset Kilden, Pris: 50 kroner.

21. maj klokken 20 - The Dakotas, Kulturhuset Kilden, Pris: 125 kroner.

Billetter og mere info kan findes på www.oplevbrondby.dk