Det kan blive endnu bedre

Jørgen Olsen, Solvænget 31, 3600 Frederikssund

Så lykkedes det! Frederikssund Kommune kommer nu på det populære sociale medie Facebook. Processen har taget lidt over et år. Frederikssund er kommune nr. 72 på Facebook. Vi nåede det uden at blive nummer sjok.

Det nævnes at "I praksis skal siden administreres af et tværgående Facebookteam, som skal sikre nyhedsflow med gennemsnitligt fem opslag om ugen, og sikre der bliver svaret på spørgsmålene inden for 24 timer på hverdage." Man stræber efter 1000 følgere den første måned. Kommunens kommunikationsmedarbejdere (der er pt. 5) skal åbenbart passe siden.

Såre Godt!

Spændende at se hvad denne 'øvelse' så kommer til at koste på det kommunale budget. Det vil være passende her at pege på andre facebookgrupper oprettet af private som har udført et rosværdigt stykke arbejde - uden at blive aflønnet. F.eks. gruppen Frederikssund - Vores kommune med 3569 følgere. (har fungeret i flere år)

En ny fremragende hjemmeside der virkelig 'kæler' for kommunens herligheder, og har alt med er også oprettet af private for egne midler - iFjordlandet.dk. Den er virkelig et besøg værd.

Til gengæld kommer byrådsmøder ikke på nettet, hverken live eller som streaming, der er væsentligt billigere. Begrundelsen - det er for dyrt i forhold til 'potentielle' brugere. Javel så!

For at komme igang ' professionelt' kræves en investering på cirka Kr. 100000 og en årlig driftsomkostning på yderligere kr. 90000. Man vurderer at prisen vil være for høj, hvis der er meget få brugere f.eks. 50 pr. streaming. Hvordan opgør man egentlig værdien af bedre kommunikation og demokratiforståelse? Ved en del byrådsmøder, med store emner på dagsordenen har tilhørernes antal nærmest 'sprængt' mødesalen. Interessen for lokalpolitik er til stede og den vil vokse dersom der er let adgang til beslutningsprocessens sidste trin.

Var det ikke en opgave for medarbejderne i kommunikationsafdelingen? Behøver man udlicitere opgaven, hvis den kunne klares internt?

På produktionsskoler er der en 'mediegrafisk' linje, hvor de unge mennesker med stor ildhu gerne vil afprøve deres evner under ledelse af en kompetent lærer, og samtidig få praktisk erhvervsrettet oplæring. Samtidig vil de unge kunne få et godt indblik i, hvordan demokrati fungerer. Var det ikke et forsøg værd? Når alle kender forudsætningerne vil der kunne bæres over med begyndervanskeligheder. Har man spurgt? Jeg er sikker på de er klar.