Både til gården og gaden

Det er en fornøjet formand for Røde Kors Nykøbing-Rørvig, som Nordvestnyt træffer i Algade 17 i Nykøbing torsdag formiddag.

- Vi fik nøglerne til butikslokalet i onsdags, og i dag (torsdag, red.) begynder vi selv med at rive tre vægge ned, mens håndværkerne også er gået i gang med en omfattende renovering af lokalet og installationer, fortæller Søren Olsen.

I 19 år har Røde Kors haft butik i smøgen op til Brændegården. Man vil fortsat kunne gå ind i Røde Kors herfra, men nu også direkte ind fra gågaden.

- Vi får udstilling til både gården og gaden, det bliver rigtig godt, er formanden overbevist om.

Det er seks ugers forhandlinger med Nykredit Bolig, der tidligere har overtaget ejendommen på tvangsauktion, der omsider faldt på plads.

I den nye butik på 263 kvm. bliver der tøjbutik ud til gågaden og bagerst får møblerne deres plads.

Søren Olsen forventer, at den nye butik kan åbne omkring 1. maj.